Danmarks ældste kro sat til salg: Tid til generationsskifte
- Hotel
- Kro
- Vestsjælland
Lige nu er der en enestående mulighed for at overtage Bromølle Kro, Danmarks ældste kro og skrive sig ind i kroens lange historie. Udover en glorværdig fortid, byder kroen på en veldrevet forretning med mulighed for at udvide de nuværende 30 hotelværelser. EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland skal formidle salget af kroen, der har et prisskilt på 18,9 mio. kr. og er sat til salg, fordi kroens nuværende ejere skal nyde deres tredje alder efter mere end 30 års ejerskab.
’Stop, mens legen er god.’ Det er mantraet hos ægteparret Bettina Bresnov-Larsen og Jan Bresnov-Larsen. Derfor har de valgt at sætte Bromølle Kro til salg. I 33 år har de drevet det, der er kendt som Danmarks ældste kro, og selvom de ikke har været med fra kroens begyndelse i 1198, så er det blevet tid til at give nøglerne til kroen videre, inden alderen og overskuddet i hverdagen for alvor trykker.
Bettina Bresnov-Larsen siger: ”Vi er henholdsvis 63 og 65 år, og har været en del af dansk gastronomi i mange år, herunder de seneste 33 år på Bromølle Kro. Vi må bare konstatere, at alderen har indhentet os og overskuddet ikke er det samme som tidligere. Derfor er det tid til et generationsskifte, så der kan komme nye, yngre kræfter med fornyet energi ind og sætte deres eget præg på vores elskede kro.”
”Vi har nydt hvert et sekund på kroen, som har givet os så mange oplevelser, og i al beskedenhed har vi formået at opbygge en rigtig fornuftig forretning og et sted, folk kører efter. Der har fra gamle dage gået rygter om, at kroen har et husspøgelse, der tramper hårdt i gulvet, hvis ejerne ikke driver kroen godt nok. Men vi har heldigvis aldrig hørt nogle tramp, så det må være et kvalitetsstempel,” siger Bettina Bresnov-Larsen med et glimt i øjet og fortsætter:
”Vi afholder mange arrangementer, hvor folk kommer langvejs fra og vi har rigeligt at se til. Nu er det tid til at puste ud og nyde vores tredje alder, så det er baggrunden for, at vi har sat kroen til salg.”

En mærkbar historie
Som Danmarks ældste kro med rødder helt tilbage til 1198, byder fortiden på Bromølle Kro på mange interessante historier. Det hele startede, da Biskop Absalon forærede området til Sorø Kloster. Her blev der opført en vandmølle, hvor bønderne kom langvejs fra for at få malet deres korn. Køen ved møllen var ofte lang, så derfor begyndte mølleren at beværte de ventende med mad og drikke, og det blev startskuddet til det, vi i dag kender som Bromølle Kro.
”Med krodrift i mere end 800 år er der selvfølgelig løbet meget vand gennem åen og stedet har sin helt egen charme og mange røverhistorier. I 1700-tallet havde kroen et skidt ry, da der åbenbart var et kropar, der myrdede nogle af deres gæster, røvede deres værdigenstande og smed dem i åen. Senere blev de afsløret og hængt på galgebakken tæt på kroen. Der er sket meget siden da, og i al beskedenhed er vores ry i dag helt i top,” fortæller Bettina Bresnov-Larsen med et smil.
Thomas Hansen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland, der skal formidle salget af den historiske kro, supplerer: ”Trods kroens lange og til tider barske historie, lever kroen i dag i bedste velgående med en sund økonomi. Kroparret har været gode til løbende at modernisere og følge med tiden. Vi ser flere og flere kroer i det danske landskab, der lukker, men Bromølle Kro står stærkt og er veldrevet. De er gode til at spille på flere heste med både restaurant, overnatning, events og koncerter. Grundstenene er der helt klart og kroen er klar til nye ejere, der kan komme med nye ideer og energi.”

Kroer og hoteller er et hit
Bromølle Kro er ikke blot et stykke Danmarkshistorie, der er sat til salg. Det er en veldrevet kro, der løbende er moderniseret og i dag rummer 30 værelser, men med mulighed for at udvide yderligere, siger Thomas Hansen: ”Der er gode udviklingsmuligheder på den 12.172 m² store grund. På selve kroen er der mulighed for at udvide med 8-10 værelser på 1. salen og på grunden 15-20 værelser yderligere. Kroen er velbeliggende, omgivet af skov og lige ved Åmose Å, så placeringen for en kro fås ikke meget smukkere midt i Vestsjællands naturpark.”
”Generelt oplever vi stor interesse for hoteller og kroer landet over. Vi har inden for de sidste par år solgt flere hoteller og kroer end tidligere og har derfor en dedikeret hotelgruppe, der sikrer en mere struktureret rådgivnings- og salgsproces. Dertil går det også rigtig godt for dansk turisme, så vi forventer, at det er et område, hvor interessen og efterspørgslen blandt investorerne vil fortsætte med at være opadgående. Vi glæder os til at hjælpe Bettina og Jan med et salg af Bromølle Kro, så de kan nyde deres tredje alder, og vi kan finde en køber, der kan fortsætte driften af Danmarks ældste kro,” siger Thomas Hansen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland, som for nylig formidlede salget af det tidligere Comwell Grand Park Hotel i Korsør på 10.000 m² og 134 hotelværelser.
