Ejendomskoncern køber velbeliggende erhvervsejendom i offentligt udbud i Aalborg
- Investering
- Aalborg
EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af en yderst velbeliggende erhvervsejendom i Aalborg i et offentligt udbud. Køber er en lokal, familieejet ejendomskoncern Stella5, som nu har navngivet erhvervsejendommen Brohuset, da den er placeret ved første række ned til vandet lige ved gang- og cykelbroen: Kulturbroen. Anvendelsesmulighederne er mange, men kommende lejere kommer til at afgøre, om det bliver et luksuskontorhus, sundhedscenter, fitnesscenter eller måske en kombination.
Ejendomskoncernen Stella5, som er ejet af familien Stadsing med stærke relationer til Aalborg, har netop købt erhvervsejendommen Brohuset til en pris på lidt over 9 mio. kr. EDC Erhverv Poul Erik Bech har i offentligt udbud for Aalborg Kloak A/S formidlet salget af den velbeliggende erhvervsejendom på Vestre Havnepromenade 27 i Aalborg. Kathrine Lund Madsen, CFO, Stella5, siger:
”Vi er godt tilfredse med, at vi kunne erhverve denne velbeliggende ejendom, da den passer godt ind i vores ejendomsportefølje i Aalborg og Nørresundby. Vi går nu i gang med at afsøge de fremtidige anvendelsesmuligheder for ejendommen, som på sigt muligvis kan blive et luksuskontorhus. I første omgang vil vi etablere parkeringspladser for både de kommende lejere, men også mulighed for offentlig, betalt parkering, da der mangler parkeringspladser i området.”
”Vi vil afsøge mulighederne for at finde lejere til ejendommen. Det er altså for tidligt til at sige, hvad vi ender ud i. Ejendommen kan både blive transformeret til sundhedscenter, fitnesscenter, kontorlokaler eller en kombination, så til at starte med vil vi bruge ejendommen, som den er, men den er fleksibel, så der er mange muligheder. Der er også garage med tre porte, så mindre selvstændige, som skal bruge plads til opbevaring m.m., har også mulighed for at leje sig ind. Vi må se, hvad der sker i den kommende periode og på sigt, kan det som sagt også blive til et virkelig lækkert kontorhus på en virkelig god og attraktiv lokation.”
Fremragende udsigt til Limfjorden
Ejendomsmægler, Stig Theilmann, fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, siger: ”Salgsprocessen er sket i et offentlig udbud på vegne af Aalborg Kloak, som har brugt ejendommen til mandskabsbygning og garageanlæg, men som ikke havde brug for ejendommen længere. Vi har gjort brug af vores mange års erfaringer med salg af ejendomme i offentligt udbud.”
”Erhvervsejendommen har et samlet erhvervsareal på 1.067 m² og et grundareal på 2.809 m². Ingen tvivl om at lokationen lige ved Kulturbroen og en fremragende udsigt med direkte udsigt til Limfjorden fra frokoststuen er kæmpe plusser for ejendommen. Vi ønsker Aalborg Kloak tillykke med salget og Stella5 tillykke med købet af ejendommen, og ser frem imod at se, hvilke lejere der kommer med ombord fremover.”
