First Camp sætter en af Danmarks største campingpladser i Nordjylland til salg
- Camping
- Nordjylland
Den svenske campingkoncern First Camp sælger for første gang en af sine danske campingpladser. Klim Strand Camping ved Jammerbugten i Nordjylland er med 580 enheder, badeland, wellnessafdeling, indendørs legeland, restaurant, hytter og en lang række sportsfaciliteter blandt Danmarks største campingpladser. EDC Erhverv Poul Erik Bech er valgt til at formidle salget og forventer, at den veldrevne campingplads, der er udbudt til 17,5 mio. kr., vil tiltrække interesse fra både danske og udenlandske købere.
Som led i en større koncernstrategi har First Camp, der ejer mere end 70 campingpladser i seks lande, valgt at sælge en af sine i alt 17 danske campingpladser. Ola Bååth, CIO i First Camp, siger:
”Vi har valgt at sætte Klim Strand Camping i Nordjylland til salg, da vi løbende udvikler vores destinationsportefølje og vurderer, hvor vi bedst kan prioritere vores investeringer og skabe langsigtet udvikling. Det er en veldrevet destination med en loyal kundebase, et bredt serviceudbud og en attraktiv beliggenhed, men som paneuropæisk operatør driver vi forretningen anderledes end fx en uafhængig operatør, når det gælder bemanding og centralisering/decentralisering af ansvar. Derfor vurderer vi også, at der findes andre ejere, som i højere grad kan udnytte destinationens fulde potentiale. Indtil den rette køber er fundet, fortsætter vi naturligvis driften, og vores gæster vil ikke opleve nogen forandring. De kan fortsat booke og besøge Klim Strand Camping alle årets 365 dage.”

Meget campingplads for pengene
Med 580 enheder, et grundareal på ca. 265.000 m² og bygninger på knap 7.000 m² er campingpladsen blandt landets største. Samtidig har destinationen et betydeligt udviklingspotentiale, fortæller Morten Wind Gram, formand for EDC Erhverv Poul Erik Bechs Campinggruppe, som skal formidle salget.
"Klim Strand Camping udbydes til 17,5 mio. kr., og køberne får rigtig meget campingplads for pengene. Der er bl.a. indendørs legeland, badeland, wellness med spa- og sauna, en velfungerende restaurant og mange sportsfaciliteter som bl.a. minigolf, padelbane, skaterbane, multibane og volleyballbane. Det gør destinationen attraktiv året rundt, og gæster tiltrækkes også uden for højsæsonen, så der er et mere robust driftsgrundlag end mange traditionelle campingpladser. Der er desuden et varieret udvalg af hytter og pladsen er godkendt til at udvide med flere og bringe kapaciteten op på hele 750 enheder.”

Forventer stor interesse
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed med 21 erhvervscentre og 76 boligbutikker og er samtidigt den ejendomsmægler herhjemme med flest campingpladser til salg. Morten Wind Gram, der arbejder tæt sammen med både tyske og hollandske mæglerkæder, og som for nylig bl.a. har solgt Vikær Strand Camping i Sønderjylland til et tysk ægtepar, siger:
”Klim Strand Camping ligger lige ved Jammerbugten i et skønt naturområde blandt hav, strand og klitter. Den kystnære beliggenhed midt i et større turistområde gør pladsen oplagt både for dem, der ønsker at købe og drive deres første campingplads, men også for kæder, der ønsker at drive flere campingpladser. Vi oplever generelt en stigende interesse fra udlandet for danske campingpladser, både blandt turister, forpagtere og investorer. Det er også en af de campingpladser, der hvert år tiltrækker mange udenlandske turister, og vores forventning er derfor også, at vi vil se både dansk og udenlandsk interesse for campingpladsen.”
