Fra tegnebræt til investering: Boligudviklingsprojekt i Aalborg sat til salg
- Aalborg
En markant boligudviklingsmulighed i Aalborg er netop kommet på markedet. Bolig Himmerland har sat en samlet projektejendom til salg i Vejgaard, hvor køber får mulighed for at overtage et projekt med lokalplan til ca. 2.100 m² boligbyggeri, fordelt på 35 lejligheder og 14 p-pladser. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg skal formidle salget af projektejendommen.
En spændende projektejendom, bestående af tre ejendomme på Lundbyes Passage 4, Lundbyes Passage 6 og Carit Etlars Gade 7, er netop sat til salg. En kommende køber kan enten vælge selv at videreføre projektudviklingen til en pris på 9,75 mio. kr. eller overtage projektet som en turn-key løsning til en pris på 59,685 mio. kr., hvor en væsentlig del af udviklingsarbejdet allerede er gennemført.
Franz Struntze, indehaver af Bolig Himmerland, der har projektet til salg, siger: ”Vi har skabt Bolig Himmerland med et ønske om at udvikle kvalitetsboliger og skabe gode rammer for lejerne. Vi er lokalt forankrede og tror på, at de bedste projekter opstår, når man har forståelse for både området og de mennesker, der skal bo der. Det har også været tankegangen bag projektet i Vejgaard.”
Projektet er disponeret med en blanding af mindre og større lejligheder, der henvender sig til alt fra studerende og unge førstegangslejere til familier og seniorer. Samtidig er beliggenheden en af projektets helt store styrker med kort afstand til Aalborg centrum, universitetet, indkøb og vejnet.
”Vi vil skabe et projekt, der henvender sig til en bred målgruppe, hvor beboerne pga. den attraktive placering, får nem adgang til byliv, uddannelse og arbejdspladser. Vejgaard er en bydel med et stort potentiale og masser af liv, så vi glæder os til at sælge projektet videre til en, der enten vil arbejde videre med projektet eller går med turn-key løsningen,” siger Franz Struntze.
Attraktiv mulighed for investorer og udviklere
Projektet omfatter i alt 35 lejligheder samt 14 p-pladser og udbydes med mulighed for at overtage projektet inklusive lokalplanen. Derudover kan sælger levere projektet med byggetilladelse, ligesom der er mulighed for at overtage det som et færdigopført turn-key projekt.
Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, der skal formidle salget af projektet, forventer man, at projektet vækker interesse hos både investorer og udviklere, fortæller Michael Stilling, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland: ”Det er en spændende mulighed for en investor, som ønsker at overtage et gennemarbejdet projekt i en attraktiv del af Aalborg. En stor del af udviklingsarbejdet er allerede gennemført, og så er der fleksibilitet i forhold til, hvordan køber ønsker at realisere projektet.”
”Vi oplever fortsat stor interesse for boligprojekter i Aalborg, og Vejgaard har udviklet sig til et attraktivt område med høj efterspørgsel fra både studerende, unge par, familier og seniorer. Her får en investor mulighed for at overtage et projekt, hvor en væsentlig del af udviklingsarbejdet allerede er gennemført,” siger Michael Stilling og fortsætter:
”Det er sjældent, at et projekt i denne fase kommer på markedet på en så central placering i Aalborg. Kombinationen af beliggenhed, projektets størrelse og den brede målgruppe gør det til en interessant investeringscase med gode forudsætninger for udlejning.”
