Hotelspecialist bliver partner og del af EDC Poul Erik Bechs hotelgruppe
- Hotel
- Ny partner
Den i hotelkredse kendte forretningsudvikler, Frans Barkler, bliver partner i EDC Erhverv Poul Erik Bechs hotelgruppe. Han kommer med 25 års international erfaring senest som stifter af sin egen rådgivningsvirksomhed, Business Expansion, som han har drevet de sidste 15 år, hvor han bl.a. rådgiver hoteller om udvikling, drift og salg i Skandinavien og Tyskland. Han har tidligere haft ledende stillinger i B&B Hotels, IHG InterContinental Hotels Group samt Colliers, hvor han også arbejdede med hoteller.
Ifølge Erhvervsmæglernes Branchedata fyldte hoteller 13% af transaktionsvolumen for januar-juli 2025, svarende til handler for 5,3 mia. kr. Samtidigt har turismen herhjemme medvind på cykelstien med rekordmange besøgende. Et øget fokus gør, at EDC Erhverv Poul Erik Bech styrker sin succesfulde hotelgruppe ved ansættelsen af hotelrådgiver og forretningsudvikler Frans Barkler.
"Jeg glæder mig utroligt meget til at blive involveret i endnu flere hotelprojekter, som er det område, jeg virkelig brænder for, og hvor jeg har mine forcer og mit store netværk. EDC Poul Erik Bech er et kæmpe brand og som Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed arbejder de med virkelig mange hoteller, kroer, campingpladser m.m., så jeg glæder mig til endnu flere hotelopgaver. Jeg føler mig i den grad i trygge hænder med god hjælp, support og stærke kompetencer i forhold til en masse dygtige kollegaer i hele landet og naturligvis en masse specialister på Marketing, PR, Research, IT, Data m.fl."
"Samtidigt har jeg allerede i over et år arbejdet tæt sammen med deres hotelgruppe som ekstern konsulent og har mødt mange kompetente kollegaer. Især formanden for hotelgruppen i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Stephen Berthelsen og Mads Dyhr fra Nordjylland, har jeg kørt tæt parløb med og desuden har jeg allerede deltaget i flere hotelgruppemøder og været inde over en række hotelsager, så jeg kender en hel del mæglere fra de 20 erhvervscentre rundt i landet. Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til at vide, hvad jeg går ind til og tager alle mine nuværende hotelopgaver og hotelprojekter med mig til EDC, så det bliver virkelig spændende at udvikle forretningen yderligere og styrke hotelområdet."
Stort hotelaftryk
Stephen Berthelsen, formand for hotelgruppen hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: "Vi har samarbejdet med Frans Barkler i over et år nu i vores hotelgruppe. Det har virkelig været et godt samarbejde, vi har opbygget og som også fungerer i samarbejde med vores erhvervscentre, så han har allerede sat sit aftryk i udviklingen af vores hotelkompetencer. Det blev således mere og mere klart, at han skulle blive en fast del og partner i vores stærke hotelgruppe. Det er heldigvis lykkedes, og vi får med Frans tilført et virkelig stærkt hotelnetværk og hotelkompetencer, hvor vi i endnu højere grad kan fokusere på rådgivning, transaktioner, udvikling- og driftskompetencer på hotelområdet."
"Han har i den grad allerede ejendomskasketten på, men kommer også med yderligere hotelkompetencer og specialviden om udvikling og drift for at styrke vores kunders forretning, og fx gøre dem bedre stillet i et salg. Det vil helt sikkert være med til at styrke vores forretning, så vi får endnu flere hoteller på hylderne. Frans har et stort netværk af investorer, hotelkæder, operatører, forpagtere, ejere og lejere i hotelbranchen, som skal være med til at tage vores hotelgruppe til nye højder, så ingen tvivl om, at vi har gjort et scoop ved at få ham med som partner i vores hotelgruppe."
Hotte hoteller
EDC Erhverv Poul Erik Bech oprettede for et par år siden en dedikeret hotelgruppe og oplever en klart stigende interesse for hoteller, kroer og camping. Stephen Berthelsen fortsætter:
"Vi har indtil videre i år solgt flere hoteller end tidligere, og vi har også fået mange nye og spændende hoteller til salg i hele landet. Desuden har vi gang i mange projektudviklingssager bl.a. i samarbejde med vores erhvervscentre og med vores gode samarbejdspartnere i AART Arkitekter. Vi arbejder også på flere sager, hvor kontorer skal transformeres til hoteller og arbejder med offentlige udbud for flere kommuner om rådgivning og salg af hotelmuligheder. Vi oplever i det hele taget stor investorinteresse for hoteller og med ansættelsen af Frans er vi endnu bedre klædt på til at rådgive om køb, salg, drift og udvikling af hoteller."
EDC Erhverv Poul Erik Bech har bl.a. solgt det gastronomiske fyrtårn Molskroen, Havreholm Slot, Benniksgaard Hotel, Hotel Hvide Klit og solgte på vegne af Freja Ejendomme det historiske Hornbæk Hospital, som transformeres til et lækkert luksushotel CORI Hornbæk Hotel. Lige nu har de det ikoniske Hotel Bretagne, og en lang række andre hoteller, kroer og campingpladser til salg.
Hotelspecialister
Vi har en selvstændig gruppe af erhvervsmæglere, der specialiserer sig inden for hoteller, kroer og andre overnatningsmuligheder.