Kopenhagen Furs tidligere domicil solgt til stor uddannelsesinstitution
- Kopenhage
- NEXT Uddannelse
- Glostrup
NEXT Uddannelse København har købt Kopenhagen Furs tidligere hovedsæde i Glostrup. EDC Erhverv Poul Erik Bech har på vegne af statens selskab Finansiel Stabilitet formidlet salget af de 94.000 m2. Sagen har fået stor opmærksomhed og mere end 20 forskellige konsortier viste interesse for den attraktive ejendom, hvor minkpels altså fremover bliver til uddannelse.
Et stykke Danmarkshistorie lukkede efter 78 år, da Kopenhagen Fur slog sit sidste hammerslag på sine pelsauktioner i sommeren 2024. Nu er det tidligere hovedsæde solgt, og for fremtiden skal der ligge en række erhvervs- og efteruddannelser på adressen.
Kim Saastamoinen-Jakobsen, vicedirektør i NEXT Uddannelse København, glæder sig over købet af Kopenhagen Furs tidligere domicil. Han understreger, at ejendommen er en vigtig investering for NEXT: ”Ejendommen i Glostrup giver os mulighed for at samle en række af vores erhvervsuddannelser, efteruddannelser og skoleoplæring i et stort campusfællesskab og skabe endnu bedre rammer for både elever, kursister, medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi sætter pris på det gode samarbejde med både Finansiel Stabilitet og EDC Erhverv Poul Erik Bech i processen.”
En investering i fremtidens faglærte
Finansiel Stabilitet overtog bygningen efter Kopenhagen Fur, og ejendommen er nu solgt efter en åben og transparent salgsprocess. Jens Verner Andersen, direktør i Finansiel Stabilitet, siger:
"Vi er meget tilfredse med at kunne afhænde Kopenhagen Furs tidligere hovedkontor til NEXT efter ca. ¾ år på markedet. Salget markerer en vigtig milepæl, og vi kan nu efter kort tids ejerskab afhænde ejendommen til en ny langsigtet ejer. Fremadrettet vil vores fokus fortsat være på bedst muligt at afvikle de næste aktiver, som forhåbentlig snart kan overtages fra minkfølgeerhvervene.”
Stor og omfattende sag
EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af den 93.919 m² store erhvervsejendom. Head of Corporate Group Clients, Thor Heltborg, siger: ”Det har været superspændende at sælge Kopenhagen Furs tidligere domicil på vegne af Finansiel Stabilitet. Det er flotte og attraktive bygninger med en særdeles god beliggenhed tæt på København, rummelige faciliteter og fleksible administrationsområder.”
”Det har været en af de største og mest omfattende sager, vi har arbejdet på med mange fremvisninger og mere end 20 forskellige konsortier, der viste interesse og besigtigede ejendommen en eller flere gange. Det har været et rigtig godt forløb, og vi har løbende været i tæt dialog med Finansiel Stabilitet, da der var stor opmærksomhed om sagen. Vi har sammen med dem brugt rigtig mange timer på den spændende sag.”
EDC Erhverv Poul Erik Bech vandt i marts 2024 et stort udbud om ejendomsmæglerydelser til håndtering af aktiver overtaget fra minkfølgeerhverv for Finansiel Stabilitet. Foreløbig har den landsdækkende erhvervsmægler udover Kopenhagen Furs hovedsæde i Glostrup også solgt Kopenhagen Furs tidligere forsøgsejendom udenfor Holstebro. I den kommende tid vil der følge endnu flere ejendomme, som skal sælges på vegne af Finansiel Stabilitet.
NEXT Hovedstadens
Håndværkercampus
2.000 elever og kursister får deres daglige gang på NEXT Hovedstadens Håndværkercampus på Langagervej 60-72 i Glostrup. Her samles mere end 20 forskellige erhvervsuddannelser under ét tag med både unge og voksne. Forventningen er, at de første uddannelser kan flytte ind fra august 2026. En øget kapacitet giver ikke kun bedre uddannelsesrammer for eleverne, der er også plads til både store messer, faglige festivaler og andre begivenheder. Samtidig åbner campus sig mod virksomheder og lokalsamfund gennem et endnu tættere samarbejde.