Nye Sundheds- og omsorgspladser i Vejle: Lidt over halvdelen af Privathospitalet Mølholm solgt til Region Syddanmark
- Vejle
Privathospitalet Mølholm fraflyttede deres mangeårige adresser på Brummersvej i Vejle og flyttede ind i et nyopført privathospital i Vejle Nord i juli 2025. De fem tidligere hospitalsejendomme er således sat til salg og udbydes enkeltvis hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet. Nu er den største hovedbygning med mere end halvdelen af de samlede antal kvadratmeter solgt for 28,3 mio. kr. Køber er Region Syddanmark, som skal huse de nye sundheds- og omsorgspladser, regionen får ansvar for som led i sundhedsreformen.
Borgere kan fremover få plads på det tidligere Mølholm Privathospital, når de har brug for midlertidig behandling og pleje. Region Syddanmark har således købt det tidligere privathospital i Vejle til at huse de nye sundheds- og omsorgspladser, da Vejle Kommune har behov for at etablere flere pladser til den nye opgave, som skal være klar til drift fra 1. januar 2027.
Hovedbygning solgt
Brummersvej 1A i Vejle er på i alt 3.443 m², hvilket svarer til lidt over halvdelen af de samlede antal kvadratmeter, som i alt er sat til salg af det tidligere Privathospitalet Mølholm i Vejle. Henrik Troelsen, direktør, EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet, siger: ”Der har været fin interesse for de fem ejendomme. Nu er hovedbygningen solgt til Region Syddanmark, så der er fire bygninger tilbage til udbudspriser på henholdsvis 6, 7, 9 og 15 mio. kr. Ved den ene ejendom er vi i øvrigt i tætte forhandlinger om et salg og der er også god interesse for de tre øvrige ejendomme.”
”Som rådgiver har det været en vigtig prioritet for os at sikre, at vi fandt den helt rigtige køber til en så markant og historisk ejendom. I et tæt og professionelt samarbejde har vi arbejdet målrettet for at finde et match, hvor både ejendommens kvaliteter og sælgers intentioner blev respekteret. Derfor er vi meget tilfredse med, at Region Syddanmark overtager den tidligere hospitalsejendom og giver den nyt liv med sundheds- og omsorgspladser – det er efter vores vurdering den optimale løsning for alle parter,” siger Henrik Troelsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet.
Som tidligere privathospital passer Brummersvej 1A godt til at rumme sundheds- og omsorgspladser, da der allerede er mange faciliteter og rum velegnet til formålet. De fem ejendomme ejes af KIRKBI, der valgte at sætte dem til salg i forbindelse med Privathospitalet Mølholms flytning til nye rammer.

De tilbageværende ejendomme: Tidligere privathospitalet Mølholm
Brummersvej 2B, Vejle: 6 mio. kr., 785 m², www.edc.dk/710910293
Brummersvej 4, Vejle: 9 mio. kr., 711 m², www.edc.dk/710910294
Brummersvej 7, Vejle: 7 mio. kr., 380 m², www.edc.dk/710910295
Brummersvej 10, Vejle: 15 mio. kr., 677 m², www.edc.dk/710910296
