Puslespil går op: au2parts flytter til større ejendom i Aalborg og udlejer nordjysk hovedsæde til lokal Løvens Hule-virksomhed

  • Industri
  • Nordjylland

Den største danskejede autogrossist, au2parts, har købt en stor mul­ti­an­ven­de­lig ejendom i Aalborg. Samtidig overtager Bland Selv Frø, kendt fra Løvens Hule, deres tidligere hovedsæde i Aalborg Ø. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har fået enderne til at mødes og formidlet både salg og udlejning, så puslespillet er gået op.

Efter flere år med fremgang i Nordjylland, har au2parts i Aalborg nu købt en større ejendom. Ejendommen ligger på Sundsholmen 14 og rummer knap 4.500 m², hvilket er mere end en fordobling af den plads, de hidtil har haft på Skjernvej 5, som de fraflytter.

Peter Pape, regionschef for au2parts Nordjylland, siger: ”Købet af en ny, større ejendom i Aalborg hænger sammen med en årrække med flot vækst i Nordjylland, og nu er det begyndt at knibe med pladsen. Købet er derfor både med henblik på nutid og fremtid, og investeringen skal sikre kapacitet til fortsat vækst. For at kunne følge med efterspørgslen og holde fast i vores serviceniveau, har det været nødvendigt at tænke større og flytte ind i nye lokaler, der kan rumme os og vores vækstrejse.”

Thomas Jensen, direktør for au2parts, supplerer: ”Bilbranchen er i rivende udvikling i øjeblikket og over 80% af solgte biler i år er elbiler. I takt med det er udvalget af dæk, som vi skal kunne levere med kort varsel, vokset meget. Det stiller nye krav til både lagerplads og logistik, og de nye rammer i Aalborg kommer til at give os langt bedre forudsætninger for at understøtte værkstederne og dermed skabe forudsætningen for fortsat vækst.”

Peter Pape siger: ”Stor ros til EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg for at være hurtige på bolden, både om vores køb af ejendommen på Sundsholmen, men også ift. udlejningen af vores snart tidligere hovedsæde i Aalborg. Det er win-win for alle parter og det er skønt, når lokale kræfter kan få puslespillet til at gå op og alt går op i en højere enhed.”

Slipper for at gå på kompromis
I au2parts tidligere hovedsæde på Skjernvej 5 i Aalborg flytter Bland Selv Frø ind 1. september 2026. Virksomheden er bl.a. kendt fra sæson 9 af Løvens Hule, hvor løven Morten Larsen investerede 300.000 kr. for 15% af virksomheden. Emil Nissen, CEO hos Bland Selv Frø, siger:

”Vi er vokset ud af vores nuværende rammer, og har i en periode været på udkig efter et nyt sted. Tidligere har vi haft kontor og lager adskilt, men det vil vi gerne samle under et tag. Det har dog været svært at finde det rette i Aalborg uden at gå på kompromis med enten det ene eller andet, men da vi blev præsenteret for Skjernvej 5 var vi solgte. Den lever fuldt ud op til det, vi har brug for og vi slipper for at gå på kompromis med enten kontorplads eller lagerplads, så vi er meget tilfredse.”

Alle brikker falder godt på plads
Martin Brasholt Mikkelsen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, der har formidlet salget af ejendommen på Sundsholmen 14 og udlejningen af de mere end 2.000 m² lager- og lo­gi­sti­ke­jen­dom på Skjernvej 5, siger:

”Det er sjældent, at alle brikker falder så godt på plads i én samlet løsning. au2parts får en ejendom med plads til deres fortsatte vækst, mens Bland Selv Frø overtager nogle stærke rammer til deres virksomhed. Det er et godt eksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan skabe værdi for hinanden, når timing og behov går op i en højere enhed.”

”Fælles for de to ejendomme er, at placeringen er utrolig attraktiv, kun 2 minutter fra motorvej E45. Det er to virksomheder, hvor placeringen er utrolig vigtig. For au2parts’ vedkommende handler det om at være så tilgængelig for deres kunder, som muligt. Bland Selv Frø er afhængige af deres leverandører og distributører, så derfor er en placeringen også ideel for dem. Vi er superglade for at have hjulpet parterne, som vi ønsker stort tillykke,” siger Martin Brasholt Mikkelsen.

National mæglervirksomhed med lokalt kendskab

Vi er Danmarks største mæg­ler­virk­som­hed og kender både de lokale, nationale og internationale markedsforhold. Derfor kan jeg hjælpe dig, uanset om du skal købe, sælge, leje eller udleje.

Martin Brasholt Mikkelsen

Partner, ejendomsmægler, MDE

mbm@edc.dk20 67 12 5058 58 75 76EDC Erhverv Poul Erik Bech

EDC Erhverv Poul Erik Bech

Vesterbro 101, 9000 Aalborg

912@edc.dk96 31 49 00