Transaktionsvolumen overhaler sidste år efter 2/3-dele af året
- Erhvervsmæglernes Branchedata
Nye tal fra Erhvervsmæglernes Branchedata, som er et samarbejde mellem erhvervsmæglervirksomhederne EDC Erhverv Poul Erik Bech, CBRE, Colliers, Newsec, Nordicals og Savills viser, at transaktionsvolumen i august 2026 landede på 5,8 mia. kr. Det er lige over 3 gange højere end august 2025, hvilket ikke mindst skyldes nogle større milliardhandler. Den samlede transaktionsvolumen til og med august lander på 45,7 mia. kr., som nu altså er over samme tidspunkt sidste år. Spørgsmålet er, hvor 2026 lander?
Det er stadig boligudlejningsejendomme, der fylder langt det meste af transaktionsvolumen indtil videre i 2026 med knap 80% af markedet i august og 68% fra januar-august. Samtidigt er de internationale investorer kommet mere på banen her i august, efter de har været meget tilbageholdende med investeringerne tidligere på året. Poul Erik Bech, CEO i EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger på vegne af Erhvervsmæglernes Branchedata:
”Transaktionsvolumen har indtil videre haltet lidt efter sidste år, men er nu foran med 1,2 mia. kr. eller knap 3% højere end opgørelsen for august 2025. Sommermånederne juli og august har været betydeligt bedre end sidste år og været med til at indhente efterslæbet. Således steg juli med 40% i forhold til 2025 og august er mere end 3 gange højere, så det bliver spændende, om resten af året kan følge trop og fastholde fremgangen.”
”Det kunne tyde på det, da de internationale investorer i højere grad har øget deres aktivitet med en andel af transaktionsvolumen på en tredjedel i august, mens de fra perioden januar-august kun fyldte lidt over 20%. De internationale investorer står typisk for 40-50% af markedet, så de halter efter i år, men der er trods alt fremgang at spore og flere internationale investorer retter blikket mod Danmark. Det er stadig for tidligt at sige, om året i sin helhed bliver bedre i forhold til sidste år, men noget kunne tyde på det, hvis vi ser på den nuværende aktivitet og pipelinen for resten af året,” forklarer Poul Erik Bech.
Flere store handler i august
En af grundene til det store spring i august er flere store handler, som er gennemført bl.a. Heimstadens køb af en portefølje med 700 boliger fra Birch Ejendomme, Ikanos køb af 445 lejligheder i Herlev, Home.Earths køb af 218 lejeboliger i Tingbjerg af Urban Partners, Lærernes Pensions køb af 209 lejligheder i Aarhus fra primært CapMan.
Boligejendomme udgjorde langt størstedelen af handlerne med knap 80% i august 2026, hvor handlerne fordelte sig således:

Kom videre på www.erhvervsejendomsdata.dk
Du finder transaktionsdata og månedlige pressemeddelelser fra Erhvervsmæglernes Branchedata på www.erhvervsejendomsdata.dk. Her kan du også skrive dig op til at modtage månedlige opdateringer for transaktionsaktiviteten i Danmark og læse mere om opgørelserne.
Dataene i denne meddelelse er baseret på en koordineret opgørelse blandt en række førende erhvervsmæglere i Danmark. Dataene vil løbende blive revideret, da der på tidspunktet for opgørelsen kan være handler, som endnu ikke er offentliggjorte. De involverede erhvervsmæglere er EDC Erhverv Poul Erik Bech, CBRE, Colliers, Newsec, Nordicals og Savills.

