32 lejeboliger i hotel- og boligprojekt på Amager fuldt udlejet på få måneder
- Amager
- Projekt
De 32 lejeboliger i boligprojektet Smedjen på Amager, som er en del af Hotel Folk, er næsten fuldt udlejet inden for de første to måneder. Det oplyser EDC Projekt Poul Erik Bech København, som på vegne af Nordea Pension Ejendomme indtil videre har udlejet 30 af de moderne lejligheder med adresse på Holmbladsgade 136-138. Den hurtige udlejning bekræfter den høje efterspørgsel på moderne, velindrettede lejeboliger i København - også større lejligheder.
Tidligere på året så en iøjnefaldende femetagers ejendom dagens lys på Holmbladsgade 136-138 i det tidligere industriområde mellem Amagerbanen og Strandlodsvej. Området transformeres i disse år til et nyt, levende bykvarter med boliger, erhverv og kulturelle tilbud. Ejendommen rummer både det nye Hotel Folk og boligprojektet Smedjen med 32 lyse og velindrettede lejeboliger. Inden for de første få måneder og ca. en måned før indflytningsdatoen er de 32 boliger nu udlejet. Thomas Høeg Mogensen fra EDC Projekt Poul Erik Bech København, som har formidlet udlejningen på vegne af Nordea Pension Ejendomme, fortæller:
"Vi forventede stor interesse for boligerne i Smedjen, og det må siges at have holdt stik. Allerede inden projektet stod færdigt, havde mange skrevet sig på interesseliste, og vi oplevede derfor også stor tilslutning, da vi afholdt det første åbent hus i marts. Nu, få måneder senere, er vi allerede i mål med samtlige lejemål, og er naturligvis glade for, at det kunne lade sig gøre inden indflytningsdato d. 1. juli 2026."
"De nye beboere har bosat sig i et område, der forener et pulserende byliv med naturskønne omgivelser tæt på vandet. Amager Strandpark ligger inden for 1 km, mens Nyhavn kan nås på cirka 10 minutter på cykel. De nye indflyttere er en god blanding af familier, par og enlige beboere, som bidrager til en mangfoldig befolkningssammensætning i bydelen. Der er også lagt vægt på fællesskabet i det nye boligbyggeri, som byder på et gårdrum med god plads og en fælles tagterrasse, der danner ramme om både hverdagsliv og fælles aktiviteter for beboerne."
Gode synergier
De nye beboere vil bringe gode synergier i området, mener Thomas Høeg Mogensen: "Hotel Folk forventer at slå dørene op til sommer, så vi er meget tilfredse med, at det på kort tid er lykkedes at få beboere ind i Smedjen. Holmbladsgade 136-138 har allerede hverdagens nødvendigheder med bl.a. caféer, indkøbsmuligheder og sportsaktiviteter tæt på, men der er ingen tvivl om, at beboerne i Smedjen vil bidrage til endnu mere liv og dermed også gøre bydelen mere attraktiv for de kommende hotelgæster."
"Den hurtige udlejning bekræfter endnu en gang, at der er stor efterspørgsel efter moderne, velindrettede lejeboliger i København, hvilket bl.a. skyldes de høje priser på ejermarkedet. Det gælder også de større lejeboliger på omkring 100 m², som Smedjen har flere af. Det viser, at boligprojekter i København ikke kun bør henvende sig til studerende og enlige, men også fortsat er attraktive for børnefamilier," slutter han.

Thomas Høeg Mogensen
Kunde- og relationsdirektør, ejendomsmægler, MDE