CO-RO flytter snart ind i nyt fabriksanlæg: Nu er første del af deres 28.000 m² bygninger solgt

  • Industri
  • Frederikssund

I sensommeren 2026 rykker den store is- og læ­skedriks­pro­du­cent CO-RO ind i et nyt, topmoderne fabriksanlæg på virksomhedens matrikel i Frederikssund. Derfor sælger CO-RO sine hidtidige bygninger på 28.000 m², og de første knap 10.000 m² er nu solgt. CO-RO har i første omgang primært solgt lager- og ad­mi­ni­stra­tions­lo­ka­ler, og bl.a. deres tidligere fabriksbygning er stadig udbudt til salg. Salget er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, som også skal sælge de resterende 18.000 m².

CO-RO, der står bag saf­te­vand­s­kon­cen­tra­tet Sunquick, brik-saften Suntop og frys-selv-isen Sun Lolly, er i fuld gang med at fremtidssikre virksomheden. Som led i omstillingen har is- og læ­skedriks­pro­du­cen­ten, der beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere globalt, opført et nyt, topmoderne fabriksanlæg på virksomhedens matrikel i Frederikssund. CO-RO har derfor også sat sine hidtidige bygninger til salg, og nu er første del af de knap 28.000 m² solgt.

Claus Mølgaard Jensen, CFO i CO-RO, fortæller: "Vi er bevidste om, at en ejendom på 28.000 m² i Frederikssund er en helt særlig type aktiv, som kun henvender sig til et meget begrænset segment af virksomheder. Derfor har vi valgt en løsning, hvor vi sælger vores hidtidige bygninger i etaper, og vi har netop solgt de første 10.000 m², som primært består af lager- og ad­mi­ni­stra­tions­lo­ka­ler.”

"Salget falder samtidig med, at vi i sensommeren 2026 tager vores nye, topmoderne fabriksanlæg i brug. Den nye fabrik reducerer vores CO₂-aftryk, effektiviserer og automatiserer en lang række interne processer og styrker vores robusthed i en tid med geopolitiske spændinger i Mellemøsten – et marked, der står for ca. halvdelen af vores omsætning. Med stigende omkostninger forbundet med bl.a. fragtrater, krigsgebyrer og emballage kommer optimeringen af vores produktion og salget af den første del af vores hidtidige bygninger på et belejligt tidspunkt. Vi er meget spændte på at tage det nye fabriksanlæg i brug og overdrager officielt vores hidtidige lager- og ad­mi­ni­stra­tions­byg­nin­ger til de nye ejere 1. august 2026."

En langsigtet transformation
Fa­briks­an­læg­get er en del af CO-ROs langsigtede transformation af virksomhedens matrikel i Frederikssund, hvor de samler alle aktiviteter under ét tag. Projektet omfatter allerede virksomhedens nye hovedkontor og in­nova­tions­cen­ter fra 2019, og næste skridt er at opføre en ny lagerejendom, som virksomheden forventer at påbegynde inden for de kommende et til to år, fortæller Claus Mølgaard Jensen:

"Salget af vores lagerlokaler betyder, at en del af vores la­ger­be­hold­ning midlertidigt er flyttet til eksterne la­ger­fa­ci­li­te­ter. Det er en løsning, vi har haft gode erfaringer med de seneste år, og som giver os en nødvendig fleksibilitet, mens vi undersøger muligheden for at opføre en ny, topmoderne lagerejendom i forlængelse af fa­briks­an­læg­get. Det vil bl.a. styrke vareflowet, reducere den interne transport på matriklen og skabe et endnu tættere samspil mellem lager, produktion og de strategiske be­slut­nings­ta­ge­re på vores hovedkontor."

"Vi fortsætter i Frederikssund grundet gode af­sæt­nings­mu­lig­he­der via skibstransport, da vores produkter transporteres til mere end 80 lande. Derudover har vi gennem næsten 60 år opbygget et tæt samarbejde med Frederikssund Kommune og det lokale erhvervsliv, og vi vil fortsætte arbejdet med at skabe lokale arbejdspladser og understøtte kommunens ambition om at være CO₂-neutral i 2045."

18.000 m2 bygninger til salg
Stephen Berthelsen, partner i
EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der har formidlet salget af første del af CO-ROs bygninger, siger: "Første del af CO-ROs bygninger er solgt til en ejen­doms­virk­som­hed, som fortsat vil anvende ejendommen til lagerformål. Det omfatter et etageareal på 9.774 m² med et tilhørende grundareal på 29.353 m². Fælles for CO-ROs bygninger er, at de er velholdte og udgør en attraktiv plug-and-play-løsning for mange forskellige typer virksomheder. Løsningen med at sælge bygningerne i etaper gør det samtidig muligt at tiltrække flere virksomheder til er­hvervs­om­rå­det omkring CO-ROs Vej og Holmensvej. Det er en af Nordsjællands mest markante er­hverv­se­jen­dom­me, og CO-RO er en attraktiv nabo, så med tilkomsten af nye virksomheder kan der skabes rigtig gode sy­ner­gi­ef­fek­ter i området.”

”Vi ser derfor frem til det fortsatte samarbejde med CO-RO og finde købere til de resterende ca. 18.000 m². CO-RO er lydhør over for, at bygningerne kan sammensættes efter en potentiel købers behov, og blandt de ledige ejendomme er bl.a. virksomhedens velfungerende fabriksbygning på 8.500 m2.”

National mæglervirksomhed med lokalt kendskab

Vi er Danmarks største mæg­ler­virk­som­hed og kender både de lokale, nationale og internationale markedsforhold. Derfor kan jeg hjælpe dig, uanset om du skal købe, sælge, leje eller udleje.

Stephen Berthelsen

Partner, erhvervschef, ejd.mægler og Valuar, MRICS Registered Valuer, MDE

stbe@edc.dk21 73 28 0358 58 78 50EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland

EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland

Lokesvej 8, 1. sal, 3400 Hillerød

342@edc.dk48 26 99 10