En af Viborgs mest markante ejendomme sat til salg for 96 mio. kr.
- Viborg
Midt på Sct. Mathias Gade, Viborgs mest kendte og befærdede handelsgade, ligger en af byens mest markante ejendomme. I mere end 20 år har samme ejerkreds ejet ejendommen, men nu er tiden kommet til at sende stafetten videre. EDC Erhverv Poul Erik Bech Viborg skal formidle salget af ejendommen, der omfatter knap 6.500 m² fordelt på butikker, lager-, kontor- og personalefaciliteter og en kælder på mere end 2.000 m². Prisen er sat til 96 mio. kr.
På en adresse, som de fleste viborgensere kender, ligger en af byens mest markante ejendomme. Med direkte facade mod Sct. Mathias Gade er ejendommen en naturlig del af byens handelsliv, hvor tusindvis af mennesker passerer hver uge. H&M, SPORT24, ONLY, FEMILET og SYNOPTIK er blandt lejerne i stueetagen, mens en praktiserende lægeklinik har til huse på 2. sal. Derfor er det ikke hvilken som helst ejendom, der er kommet til salg.
Claus Melson, Senior Asset Manager hos Proark, der repræsenterer sælger, siger: ”De nuværende ejere har haft glæde af ejendommen i en lang årrække siden 2004, hvor den har været en vigtig del af deres portefølje, men vil nu overlade ejendommen til nye kræfter, som kan udnytte ejendommens fulde potentiale.”
”Hvis du spørger mig, så findes der ikke mange ejendomme som denne i Viborg. Placeringen ved Viborgs mest befærdede gågade Sct. Mathias Gade er helt unik og skaber de bedste forudsætninger for høj synlighed for butikkerne. Efterspørgslen efter de bedste beliggenheder for detailbutikker vil forblive intakt i byer som Viborg, hvor handelslivet er stærkt, så derfor er det en attraktiv investering med stærke forudsætninger for en stabil kundestrøm og et godt cash-flow.”
Viborg er mere end en handelsby
De nuværende lejere består af velkendte landsdækkende kæder, som skaber liv i ejendommen og bidrager til et stabilt indtjeningsgrundlag. Samtidig giver ejendommens størrelse og indretning mulighed for fremtidige optimeringer, fortæller Bo K. Jørgensen, partner og erhvervschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Viborg, der skal formidle salget af ejendommen:
"Når vi taler med investorer, er det ofte de samme parametre, der går igen: beliggenhed, lejere og cash-flow. Her får man alle tre elementer samlet i én ejendom. Det er ganske enkelt svært at finde en bedre detailplacering i Viborg. Med købet får en ny investor mulighed for at overtage en markant ejendom med dokumenteret drift, stærke lejere og en placering, som ikke bliver bedre.”
"Vi oplever stor efterspørgsel efter velbeliggende detailhandelsejendomme med stærke lejere. Mange investorer søger stabile aktiver i provinsbyer med et stærkt opland, og her står Viborg stærkt. Derfor forventer vi stor interesse for denne ejendom. Det særlige ved denne ejendom er, at den ikke alene ligger på den bedste adresse. Den er en integreret del af det handelsmiljø, der gør Viborg attraktiv. Der er liv i gaden, stærke brands og en kundestrøm, som mange byer misunder.”
”Viborg har gennem en årrække styrket sin position som et regionalt kraftcenter for handel, uddannelse og erhverv og er i dag mere end blot en handelsby. Byen tiltrækker besøgende fra et stort opland og har et levende bycentrum med butikker, caféer, kulturtilbud og arbejdspladser, som kommunen støtter op omkring. Med placeringen centralt på hovedstrøget og en dokumenteret stærk drift er det virkelig en god og interessant ejendom for investorerne.”
Læs mere på: www.edc.dk/751006780

