Endnu et boligprojekt får luft under vingerne med knap 100 lejeboliger i Vinge
- Projekt
- Boligprojekt
- Vinge
City Apartments nye boligprojekt kommer til at hedde Projekt Vingen. Projektet skal danne rammen for livskvalitet og fællesskab til kommende beboere. Boligerne fordeler sig på 2-4-værelses lejligheder i størrelser fra 57-104 m². I Frederikssund Kommune er man glad for den bygningsdiversitet og mangfoldighed, projektet bidrager til. Christian Palsbo, jurist i Frederikssund Kommune, siger:
”Vi er glade for, at City Apartments nu skal bygge 97 boliger i Vinge. Interessen for området har generelt været stor. Det har den især på de små og mellemstore arealer, men de store developere har også vist deres interesse, så investorinteressen har været meget fin. Men det skal også give mening for sammensætningen af området, og det er denne sag et godt eksempel på, hvor vi synes, at City Apartments idéer og planer for grunden matcher med vores værdier og ambitioner for området.”
Han fortsætter: ”De kommer til at bygge på en centralt beliggende matrikel i området, der godt kan være lidt udfordrende. Men visionerne er gode, og vi er helt sikre på, at projektet vil bidrage til en positiv udvikling af Vinge, hvor vi især ser projektet som et aktiv i at skabe gode byrum mellem bygningerne.”
Diversitet i fokus
Mange har allerede fundet vej til den nye attraktive bydel i Frederikssunds kommune, og flere forventes at komme til. Faktisk er Vinges fremtidige indbyggertal estimeret til 10-20.000 indbyggere. Derfor er det vigtigt for kommunen at prioritere institutioner og erhverv i området.
Projektchef i Frederikssund Kommune, Dennis Ravn, siger: ”Projekt Vingen kommer til at være placeret der, hvor den tætte bebyggelse begynder. Visionen er, at der skal laves et højt og tæt byggeri, som bidrager til god diversitet i området, hvor rækkehuse, townhouses og etagebyggeri smelter sammen. Boligerne skal altså i fællesskab kunne understøtte alle behov og tale ind i et urbant bymiljø.”
”Der bliver bygget en helt ny by. Der er allerede mange projekter i gang, og der kommer endnu flere til. Vi forventer, at der er yderligere 1.000 boliger på vej til området, som skal realiseres indenfor de næste 5 år. Det betyder, at der vil være en betydelig befolkningstilvækst, hvilket stiller en række krav til by-sammensætningen. Derfor er det afgørende, at der investeres i diverse institutioner med bl.a. børnehus på vej og skole lige på den anden side af Projekt Vingen, hvilket betyder, at de første skridt mod en helhedsbydel er taget.”
Endnu et vellykket samarbejde
Stephen Berthelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, har formidlet salget af den eftertragtede byggegrund for Frederikssund Kommune. Han siger: ”Vi er glade for at kunne bistå kommunen med et fint salg, hvor alle parter kan gå tilfredse fra handlen. Det er et meget spændende byudviklingsprojekt i Vinge, og vi er meget glade for at kunne være en del af det og bidrage med vores ekspertise. Projekt Vingen kommer til at bidrage særdeles positivt til området, og vi ser frem til at se projektet realiseret. Vi har været glade for endnu et godt samarbejde med kommunen og ønsker dem og City Apartment al held og lykke med projektet.”
Også i Frederikssund Kommune har man været glade for samarbejdet: ”Vi har haft et tilfredsstillende samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har været effektive og professionelle gennem hele forløbet. De har stået til rådighed for spørgsmål og formået at skabe en smidig proces, så vi er meget glade,” fortæller Dennis Ravn.
Vinge er i rivende udvikling i øjeblikket og Frederikssund Kommune er i gang med at udstykke Tiny House- og parcelhusgrunde.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland er en del EDC Poul Erik Bech-koncernen, der er landets største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed og råder over mere end 80 boligbutikker, 19 erhvervscentre og mere end 600 medarbejder.