Fra en fagforening til en anden: 3F overtager kontorejendom i Odense
- Odense
- 3F
En attraktiv kontorejendom på Danmarksgade 16 i Odense skifter hænder fra en fagforening til en anden. Køber af ejendommen er 3F Odense GOPS, der har en ambition om at gøre kontoret til ’medlemmers hus’ og være et landsdækkende mødecenter for 3F. EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn har formidlet salget af kontorejendommen på 1.022 m² på vegne af Socialpædagogerne.
3F Odense GOPS er en lokal fagforening under 3F Fagligt Fælles Forbund med ca. 3.000 medlemmer. I 20 år har fagforeningen boet til leje, men nu bliver de herre i eget hus på Danmarksgade 16 i Odense. Line Bjørdal, afdelingsleder 3F Odense GOPS, siger:
”Vi har boet til leje i en lang årrække og med de løbende lejestigninger over årene, har vi i noget tid været på udkig efter et kontordomicil, så medlemmernes penge er givet ud på en bedre måde. Da vi så, at Danmarksgade 16 var til salg, tøvede vi ikke et sekund og det var præcis sådan et domicil, som vi stod og manglede. Ejendommen lever op til alle vores krav. Det er en charmerende ejendom, der blot mangler enkelte tilpasninger og lidt opfriskning før den er klar til at rykke ind i.”
”Samtidigt er der parkeringspladser ved ejendommen, og så er den er centralt placeret i Odense og tæt på Odense Banegård. Det er også midt i landet, så vi kan bruge kontoret i større sammenhæng, når 3F-folk på tværs af landet skal mødes. Vi vil omdanne den ene del af ejendommen til et mødecenter, hvor vi kan afholde interne og eksterne møder. Vores vision er at være det foretrukne valg af fagforening inden for vores brancher i Odense, og derfor vil vi også stille vores domicil til rådighed til vores medlemmer, som en medlemsfordel. Vores ambition er at lave ’medlemmernes hus’.”
Fagforeningernes hus
Mikkel Ørbech, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, der har formidlet salget af ejendommen, siger: ”Ejendommen rummer moderne og funktionelle kontorlokaler og mødefaciliteter med god plads og naturligt lysindfald. Ejendommen har i mange år været hjemsted for forskellige fagforeninger, først med PMF/FOA, der havde den i 20 år fra 1988 til 2008, så Socialpædagogerne fra 2008 og nu tager 3F Odense GOPS, fanen videre, så det er på sin plads at kalde det fagforeningernes hus.”
”Det er en meget karakteristisk og funktionel ejendom med forskudte niveauer og en variation af højder, som giver et dynamisk og interessant visuelt udtryk. Samlet fremstår ejendommen funktionel, stilren og velproportioneret. Tillykke til Socialpædagogerne med salget, og tillykke til 3F Odense GOPS med købet. Jeg glæder mig til at følge de spændende ambitioner, de har med ejendommen.”
Færre lokalkredse
Sælger af ejendommen er Socialpædagogerne, der repræsenterer den største faggruppe på det sociale område. Siden 2008 har de holdt til i den karakteristiske murstensejendom på Danmarksgade 16. Lone Drasbeck, afdelingsleder hos Socialpædagogerne, siger: ”Som en del af en større organisatorisk og strategisk beslutning ved Socialpædagogernes kongres i efteråret 2024, er vi i gang med at gå fra 10 til seks lokalkredse. Derfor er afdelingerne i Odense og Sydjylland flyttet sammen under samme tag i Kolding under navnet Syddanmark. Derfor gav det mening at sælge ejendommen på Danmarksgade 16, som vi ellers har været glade for.”
”Stor ros til Mikkel Ørbech og EDC Erhverv Poul Erik Bech for et godt samarbejde. Der har været en god dialog hele vejen igennem, de har været nemme at få fat i og har bidraget med god rådgivning. Det er også rart, at de har tænkt begge veje og sat sig ind i både køber og sælgers sted,” siger Lone Drasbeck.