Hotel i Ebeltoft solgt til selskabet bag Rains som åbner premium designhotel
- Hotel
- Aarhus
Fonden for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC) har solgt ejendommen som husede Hotel Toppen til selskabet bag det aarhusianske mode og livsstils regntøjsmærke Rains pr. 1. april 2026. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af hotellet i naturskønne Nationalpark Mols Bjerge. Det bliver et premium designhotel, som bliver en del af Rains spændende designunivers.
Rains er en stor dansk modesucces, der er gået fra et lokalt regntøjsprojekt, der startede i en kælder i Aarhus i 2012, til et globalt, anerkendt modebrand med salg i hele verden. Stifter og direktør i Rains, Daniel Brix Hesselager, siger:
”Vi har valgt at købe ejendommen, da den passer ind i vores univers. Vi vil skabe et premium designhotel, der bliver en del af vores marketing. Det vil både være en konference- og hoteldestination for vores internationale kunder og samarbejdspartnere og blive en del af vores loyalitetsprogram. Der vil også blive åbnet op for alle andre gæster, som sætter pris på en spændende hoteloplevelse omgivet af en skøn, rå natur.”
”Det fredede hotel er tegnet af Friis & Moltke og opført i rå beton og er placeret naturskønt i Nationalpark Mols Bjerge. Vi driver også Hoteli København, og vi vil trække på vores kompetencer og erfaringer herfra. Hotellet skal gennemgå en større renovering i det kommende år, og skal tilbage til det oprindelige udtryk. Vi forventer at åbne igen i foråret 2027 og glæder os til at byde vores kunder velkomne i de unikke omgivelser.”

Rå beton i rå natur
Hotel Toppen af Ebeltoft er opført i 1968/69 med et erhvervsareal på 3.117 m², 45 hotelværelser og er nu solgt for 13 mio. kr. Sælger er fonden for Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC), der driver svømmehal, to sportshaller, multisal, padelanlæg, mødelokaler og café. Kent Nielsen, direktør EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der sammen med Frank Heskjær, Head of Retail EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, har formidlet salget af Hotel Toppen, siger:
”Hotel Toppen blev kategoriseret som fredet ejendom i 2025 og er opført i enkel arkitektur i beton, som smelter harmonisk ind i landskabet. Alle værelser har direkte udsigt til det vilde landskab, hvilket giver en sjælden nærhed og ro til naturen. Ejendommen nyder en særdeles attraktiv placering i Ebeltoft med udsigt over både by og en panoramisk udsigt over Ebeltoft Vig. Kombinationen af naturskønne omgivelser, nærhed til byens turistliv og kort afstand til strand og seværdigheder skaber en stærk værdi for både drift og oplevelser på og omkring hotellet, og vi glæder os til at se, hvordan Rains vælger at designe og videreudvikle hotellet,” siger Kent Nielsen og fortsætter:
”Vi er naturligvis meget tilfredse med, det lykkedes at sælge Hotel Toppen hurtigt og effektivt. Det var et vigtigt opdrag for EBIC i forhold til at sikre en fortsat drift. Dansk turisme oplever en opblomstring og salget sker på et tidspunkt, hvor hotelmarkedet generelt oplever en positiv udvikling, hvor både turisme og belægning i de større danske byer er stigende. Aarhus og omegn er en attraktiv destination for både danske og udenlandske turister og erhvervsrejsende.”

Hotelmarked i fremgang
Frank Heskjær, Head of Retail i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, supplerer: ”Vi oplever en stigende investorinteresse for hoteller, kroer og, camping, og vi har på landsplan solgt langt flere hoteller end tidligere. Hotelsegmentet stod for knap 10% af alle transaktioner på erhvervsejendomsmarkedet i 2025. I EDC Erhverv Poul Erik Bech oprettede vi derfor en dedikeret hotelgruppe for nogle år siden, der har specialiseret sig inden for køb, salg og rådgivning i hotelbranchen. Vi har fx lige formidlet salget af tidligere Ebeltoft Park Hotel, som genåbner som Hotel Vibæk Strand. I EDC Erhverv Poul Erik Bech stod vi også bag formidlingen af salget af det gastronomiske fyrtårn Molskroen ved Ebeltoft samt Hotel Malling sidste år. Der sker altså rigtig meget på hotelområdet i disse år.”

