Markant og velbeliggende kontorejendom solgt som sale-and-leaseback
- Taastrup
- Investering
Der er fortsat et højt aktivitetsniveau og stor efterspørgsel på mindre og mellemstore investeringsejendomme. Det understreger salget af en markant kontorejendom på Skagensgade 1 i Taastrup, som EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev har formidlet salget af. Sælger er Auto IT, der bliver i ejendommen og fortsætter som lejer.
En markant kontorejendom på Skagensgade 1 i Taastrup har fået ny ejer. Frydendahl Bolig har købt investeringsejendommen på 3.560 m², som er fuldt udlejet til Auto IT og Ri Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Handlen er gennemført som en sale-and-leaseback-aftale. Hos Frydendahl Bolig ser man købet som et naturligt supplement til den eksisterende portefølje, der omfatter en bred vifte af erhvervsejendomme på Sjælland. Samtidig er ambitionen at fortsætte opkøbene af lignende ejendomme, fortæller Eva Holst-Andersen, direktør hos Frydendahl Bolig:
”Vi er glade for købet af Skagensgade 1 og har ingen planer om at gøre noget ved ejendommen. Den er et godt eksempel på de ejendomme, vi kigger efter, med stabile lejere og er en generelt sund og veldrevet ejendom. Der har været en god dialog med sælger, som jo fortsætter som lejer i ejendommen, og derfor var det ekstra vigtigt at få skabt en god relation og mærke hinanden an.”
”Vi er i markedet og på udkig efter små og mellemstore investeringsejendomme som denne. Den passer godt ind i vores portefølje. Vi har en bred vifte af forskellige ejendomme på Sjælland, både restaurant, detail, produktion og kontor. Og denne ejendom passer som fod i hose i vores portefølje. Stor ros til Thomas Møller Rudlang fra EDC Erhverv Poul Erik Bech for at få enderne til at mødes.”
Frigør kapital til kerneforretningen
For Auto IT er salget en del af virksomhedens strategi om at frigøre kapital til at fortsætte udviklingen af kerneforretningen. Samtidig kan virksomheden blive i sine nuværende lokaler tæt på Høje Taastrup Station til gavn for de mange medarbejdere, der kommer fra hele landet.
Bo Rosendahl, CFO hos Auto IT, siger: ”Vi har solgt vores kontorejendom for at frigive kapital til at kunne investere og videreudvikle vores kerneprodukter. Vi er ikke ejendomsspekulanter og ønsker at lade andre overtage administrationen af ejendommen, så vi nu kan fokusere 100% på vores forretning og fortsætte med at være autobranchens foretrukne softwareleverandør.”
”Vi er rigtig glade for ejendommen og dens beliggenhed og vi har derfor ikke haft nogen intentioner om at fraflytte. Beliggenheden er helt ideel for os og noget som vores medarbejdere sætter stor pris på. Vi har en del kollegaer, inkl. mig selv, der dagligt pendler fra Fyn og Jylland, så med Høje Taastrup St. tæt på, er det nemt for både os selv, men også for vores kunder og samarbejdspartnere.”

Stabil efterspørgsel på mindre investeringsejendomme
Ifølge Thomas Møller Rudlang, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev, er handlen endnu et eksempel på, at der fortsat er et aktivt marked for mindre og mellemstore investeringsejendomme – særligt når de er velbeliggende og udlejet til solide lejere. Han siger:
”Vi oplever fortsat en stabil efterspørgsel på mindre og mellemstore investeringsejendomme. Der er fortsat mange investorer med kapital, som søger veldrevne ejendomme med stabile lejere og et attraktivt afkast. Skagensgade 1 er et rigtig godt eksempel på den type ejendom. Samtidig viser handlen, at sale-and-leaseback fortsat er en attraktiv løsning for virksomheder, der ønsker at frigøre kapital til deres kerneforretning uden at flytte. Her har både køber og sælger haft fokus på en langsigtet løsning, og det er lykkedes at skabe en aftale, som alle parter kan være tilfredse med.”

