Naturskøn byggegrund i Kolding solgt: Topmoderne sundhedshus på vej

  • Trekantområdet
  • Kolding

På Lyshøj Allé i Strandhuse ved Kolding har en naturskøn byggegrund stået uberørt hen i mere end to år. Den 11.136 m² store byggegrund er nu solgt til en lokal ejen­doms­in­ve­stor, der planlægger at opføre det topmoderne sundhedshus på 1.200 m², som lokalplanen har tilladt siden 2023. Salget er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet, som også har fået til opgave at finde lejere til det kommende sundhedshus.

Området omkring Nr. Bjert, Drejens og Strandhuse i den nordøstlige del af Kolding har i de seneste år gennemgået en stor udvikling med nyopførte boligområder, og Kolding Kommune har fortsat ambitiøse planer for yderligere byggeri i området. Derfor gav det også god mening, da de nu tidligere ejere, et lægehus med mere end 9.000 patienter, i april 2023 besluttede at gå sammen om at opføre et nyt sundhedshus på Lyshøj Allé i Strandhuse.

I december 2023 blev projektet imidlertid sat på standby, og en lokal en­tre­pre­nør­virk­som­hed fik herefter lov til at undersøge muligheden for at finde en ny investor til projektet. Det lykkedes ikke i projektets nuværende form, og i starten af sommeren 2025 valgte lægerne derfor at sætte byggegrunden til salg hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet. Kun få måneder senere er grunden solgt, og borgerne i det nordøstlige Kolding ser nu alligevel ud til at få glæde af et nyt, topmoderne sundhedshus.

Købt af lokal investor

Salget af byggegrunden er formidlet af René Dall-Jensen, erhvervsmægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Trekantområdet. Han fortæller: ”Projektet med et nyt sundhedshus i Strandhuse har fået stor lokal opmærksomhed, så jeg var bekendt med byggegrunden på Lyshøj Allé, da vi i sommer fik opgaven ind. Vi oplevede fin interesse fra både lokale og nationale investorer, og grunden blev da også rimeligt hurtigt solgt til ejen­doms­sel­ska­bet Care Estate A/S med en lokal ejen­doms­in­ve­stor Thomas Hansen i spidsen. Lokalplanen ligger allerede fast fra 2023 og tillader derfor kun at opføre et sundhedshus. Køber deler heldigvis samme vision for byggegrunden, så alt tyder på, at projektet nu kan realiseres.”

Dialog med interesserede lejere

Sundhedshuset på Lyshøj Allé forventes at blive sat i gang i løbet af 2026 og jagten på at finde brugere til et topmoderne sundhedshus, er allerede skudt i gang. René Dall-Jensen, som også har fået til opgave at finde lejere til sundhedshuset, uddyber:

”Byggegrunden har et areal på 11.136 m², hvoraf en del er udlagt til par­ke­rings­plad­ser og bevarelse af de eksisterende grønne områder. Det betyder, at den gældende lokalplan tillader at opføre et sundhedshus på 1.200 m². Tegningerne, som er udarbejdet af Arkitekt Jan Nielsen, er ikke nødvendigvis de endelige til projektet, og der er lagt op til dialog om indretning, udseende osv. Så vi er i det tidlige stadie, men det vil blive opført med topmoderne faciliteter, der sikrer de bedst mulige rammer for de sund­heds­prak­sis­ser og brugere, som fremover skal have glæde af sundhedshuset.”

”Vi er faktisk allerede i god dialog med flere interesserede lejere. Det er et krav, at en potentiel lejer har tilknytning til sund­heds­sek­to­ren, men kan i princippet være alt fra fysioterapeut eller praktiserende læge til et privathospital. Uanset hvem, der i sidste ende flytter ind, er det en unik mulighed for både nye og etablerede sund­heds­prak­sis­ser. De nye lejere kan slå sig ned i enestående na­tu­rom­gi­vel­ser tæt på fjorden, i et byområde i vækst, som i flere år har haft behov for et sundhedshus. Vi ønsker både køber og sælger tillykke med handlen, og ser nu frem til at hjælpe projektet helt i mål.”

City Fact

Følg den lokale udvikling i Trekantområdet og 16 andre byer med City Fact.

Klik her

EDC Erhverv Poul Erik Bech

Jernbanegade 25, 6000 Kolding

603@edc.dk76 33 80 10