Ny partnertrio skal sætte fælles retning for Nordsjællands førende erhvervsmægler
- Ny partner
- Nordsjælland
Allan Groth er optaget som partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland. Den nye partner har tilbragt hele sit arbejdsliv i Nordsjælland og har mere end 20 års ejendomserfaring. I en partnertrio, der også tæller Stephen Bertelsen og Dorthe Mills, skal han sætte fælles retning for erhvervscentret, der tidligere på året gik sammen med danbolig Erhverv Hillerød og styrkede sin position som Nordsjællands førende erhvervsmægler.
I starten af 2026 blev danbolig Erhverv Hillerød en del af EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland. I den sammenhæng indtræder Allan Groth nu i partnerkredsen med Stephen Bertelsen og Dorthe Mills.
Han siger: ”Efter 20 år i boligbranchen tog jeg i 2025 springet til erhvervsejendomme. Her har jeg trukket på mine mange års erfaring med salg, kunderelationer og købmandskab, samtidig med at jeg hurtigt tilegnede mig de mere specialiserede og teoretiske aspekter på erhverv. At blive partner har længe været en ambition, og min nye rolle forener mange af de ting, jeg værdsætter mest. Jeg får større indflydelse på de strategiske beslutninger, fortsætter mit arbejde på erhverv og kan bygge videre på mit store netværk i Nordsjælland, hvor jeg er født og opvokset og har haft hele mit arbejdsliv.”
Dorthe Mills siger: ”Da vi hentede Allan til danbolig Erhverv Hillerød sidste år, var det for, at han på sigt kunne blive partner. Sammenlægningen ændrede ikke på ønsket, og derfor er vi også meget glade for nu at have ham med ombord som partner. Allan har allerede vist sit værd i begge erhvervscentre, og han er både en god kollega og en dygtig købmand med stærke relationelle kompetencer.”
Regionen og landets førende erhvervsmægler
Erhvervscentret har i mange år været regionens førende erhvervsmægler, og sammenlægningen med danbolig Erhverv Hillerød har kun styrket positionen. Allan Groth glæder sig også over ressourcerne i EDC Erhverv Poul Erik Bech, som i 2025 blev landets største erhvervsmægler for tredje år i træk.
”Vi er blevet en del af et erfarent, lokalt erhvervsteam, som i forvejen var førende. Vi kommer fra en organisation, hvor erhverv spillede en mindre rolle, til en organisation, hvor det prioriteres på lige fod med bolig. Vi mærker tydeligt fordelene ved de mange støttefunktioner inden for bl.a. Research, Marketing, PR, HR, salgssupport og jura, og en enorm vidensbank af specialister inden for forskellige ejendomssegmenter. Fundamentet er derfor mere end velstøbt, og jeg ser frem til sammen med Dorthe og Stephen at sætte en fælles retning for erhvervscentret og udbygge positionen som erhvervskundernes foretrukne samarbejdspartner i Nordsjælland,” fastslår den nye partner.
På vej mod rekordår
Stephen Bertelsen har været partner i 13 år og er formand for EDC Erhvervs hotelgruppe. Han siger:
”Vi løste rigtig mange sager i forvejen, og med tilgangen af danbolig Erhverv håndterer vi nu markant flere sager. Vi forventer derfor, at 2026 bliver rekordår for erhvervscentret. Boligudlejningsejendomme og industri- og logistiksegmentet oplever især høj efterspørgsel. Antallet af ledige butikker og restauranter i Nordsjælland er også på det laveste niveau siden 2008, mens det omvendt er sværere at afsætte kontorlokaler. Vi ser også stigende aktivitet på hotelmarkedet, og Allan Groth er også en del af vores dedikerede og selvstændige hotelgruppe. Han har gjort et stærkt indtryk på både kunder og kolleger, og vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde – både lokalt og nationalt.”


