Nyt attraktivt boligprojekt med skønne fællesfaciliteter i Ry fuldt udlejet
- Projekt
- Ry
Fremspringet, et nyt boligprojekt med 62 moderne lejeboliger i Kildebjerg i Ry, er fuldt udlejet. Det meddeler EDC Projekt Poul Erik Bech, der har stået for udlejningsprocessen på vegne af domis og Thøgersen & Co. Boligprojektet kombinerer kvalitet, naturskønne omgivelser, nærvær og fællesskab på tværs af generationer, hvilket tiltaler mange af de nye beboere i området.
En nyere bydel Kildebjerg i den østlige del af Ry med både boliger, erhverv og grønne samlingspunkter har fået en del nye beboere. Boligprojektet Fremspringet med 62 lejligheder og rækkehuse i ét og to plan på 67-115 m2 er smukt placeret ved golfbanen i Ry og kombinerer både natur og bylivet og er bl.a. et af de elementer, som tiltaler mange af de nye beboere.
Tonny Broberg, projektdirektør EDC Projekt Poul Erik Bech, siger: ”Som mange andre østjyske byer er Ry en by med meget få tilgængelige lejeboliger og en stor søgning mod byen. Fremspringet er således et nyt, attraktivt boligområde, som er blevet taget godt imod af lejerne. Både rækkehusene og lejlighederne henvender sig til en bred skare af lejere, varierende fra de yngre singler og par, til det modne segment. Vi er glade for, at vi på den måde er med til at skabe mangfoldighed i området.”
”På vores mange projekter er der en tydelig tendens i øjeblikket, som vi også ser på dette projekt. Beboere i Fremspringet har således adgang til et skønt fælleshus, som bruges til fællesspisning, spilleaftener, børnefødselsdage m.m. Det er et unikt mødested for beboerne, hvor de kan tage en pause fra hverdagen, mødes med naboerne og nyde en fantastisk udsigt over de grønne områder og søen. Derudover er der et gæsteværelse med badeværelse, og mange grønne opholdsarealer med flere tusind blomsterløg og mere end 50 frugttræer til glæde for beboere.”
Tonny Broberg fortsætter: ”Som projektmæglere skal vi være med til at sikre, at de kommende beboere kan fornemme områdets identitet, selv når den ikke helt er opstået endnu. Her har samarbejdet med medarbejderne ved domis været en stor støtte for i processen, og det har medvirket til at sikre fuld udlejning. Stor tak til domis og Thøgersen & Co for et godt og tillidsfuldt samarbejde gennem hele udlejningsprocessen. Når stærke kræfter går sammen, skabes de bedste resultater og det er Fremspringet et godt eksempel på.”
Ihærdighed betaler sig
Med fuldt udlejet på samtlige 62 boliger er der stor tilfredshed hos domis, der sammen med Thøgersen & Co står bag projektet, som er tegnet af AART Architects. Jens Møller Boeriis, projektdirektør hos domis, siger:
”Vi har haft et rigtig godt forløb med Fremspringet. EDC Projekt Poul Erik Bech har vist struktur, ihærdighed, arbejdsomhed, indsigtsfuld rapportering og givet masser af feedback. De er konstruktive og har bl.a. også medvirket til, at vi som ejer har opgraderet vores udenomsarealer med frugttræer, blomsterløg og mange andre tiltag, som giver beboerne kvalitet i hverdagen. Samtidigt har deres markedsføringsafdeling været proaktiv og konstruktiv. Det har givet os tryghed og sikkerhed for, at projektet blev præsenteret på bedste vis, og det må siges at være lykkedes.”