Direkte ned til Ringkøbing Fjord ligger denne sjældent udbudte ejendom, hvor arkitektur, natur og livskvalitet smelter sammen i en oplevelse ud over det sædvanlige.
Stuehuset er opført i 1990 og gennemgribende moderniseret i 2025/2026. Med sin markante glasgavl i dobbelthøjde, sorte træfacader og kompromisløse placering fremstår ejendommen som noget helt særligt. Fra boligens store panoramavinduer opleves det åbne landskab og Ringkøbing Fjord som et levende maleri, hvor himmel, lys og natur konstant ændrer karakter.
Ejendommen omfatter i alt 23,5 ha, hvoraf ca. 21,5 ha er landbrugsjord med direkte tilknytning til fjorden. Her får man en unik kombination af moderne liebhaverbolig, jordtilliggende, jagtmuligheder og en naturpræget livsstil, som sjældent udbydes på markedet.
Boligen rummer 316 m² bolig fordelt med 201 m² i stueplan og 115 m² registreret bolig på førstesalen. Hjemmets naturlige samlingspunkt er det imponerende køkken- og spiseområde, hvor den dobbelthøje glasfacade åbner boligen mod de vidtstrakte enge og fjorden. Her flyder inde- og udeliv sammen, mens dagslyset strømmer ind og understreger de smukke proportioner.
Materialevalget er gennemført med akustiklofter, fyldningsdøre og Pergo-gulve, mens jordvarmeanlæg fra 2021, gulvvarme på førstesalen og brændeovn sikrer en komfortabel og energieffektiv hverdag.
På førstesalen fortsætter oplevelsen med et åbent repos, hvor udsigten gennem glaspartierne er intet mindre end imponerende. Herfra er der adgang til flere værelser, altan og svalegang med glasværn, hvor både morgenkaffe og aftensol kan nydes med udsigt over det fredede fjordlandskab.
Udelivet er tænkt ind som en naturlig del af ejendommen. Terrasser mod flere verdenshjørner, et stemningsfuldt orangeri, drivhus og shelter skaber perfekte rammer for lange sommeraftener og naturoplevelser året rundt.
Til ejendommen hører desuden et maskinhus på 253 m² opført i 1990 samt gode opbevarings- og anvendelsesmuligheder for både fritids- og erhvervsaktiviteter.
Området omkring Ringkøbing Fjord er kendt for sit rige dyreliv og sine attraktive jagtmuligheder. Her ses blandt andet gæs, ænder, rådyr, harer og fasaner, ligesom fjorden giver gode muligheder for fiskeri og naturoplevelser i særklasse.
En ejendom for den kompromisløse køber, som ønsker noget ud over det sædvanlige. Her er udsigten ikke blot et kig ud ad vinduet. Den er selve fundamentet for boligens arkitektur og livskvalitet.