Den grønne trepart i Aabenraa og Sønderborg Kommune
- Grøn trepart
- Aabenraa Kommune
- Sønderborg Kommune
Aftalen om den grønne trepart blev indgået i juni 2024 mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Fødevareforbundet NNF, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Metal, Dansk Industri og KL, og blev endeligt vedtaget i Folketinget i november samme år. Aftalen har til formål at skabe mere natur og diversitet, genoprette livet i danske fjorde, søer og vandløb og sænke CO₂-udledningen i landbruget. Nu er det op til landets 98 kommuner at omsætte visionerne til lokal handling. EDC Landbrug Poul Erik Bech har derfor taget en snak med byrådsmedlem Phillip Tietje (V) fra Aabenraa Kommune og borgmester Erik Lauritzen (S) fra Sønderborg Kommune om, hvordan de konkret arbejder med aftalen i deres respektive kommuner.
Aabenraa Kommune - Byrådsmedlem Philip Tietje (V)
- Hvad er jeres planer i kommunen for salg af landbrugsjord?
”Kommunen ejer ikke ret meget landbrugsjord. De jorde, som kommunen ejer arbejdes der med i det omfang, det giver mening – altså, at jorden kan bidrage til den samlede ramme i den grønne trepart.” - Hvad er planerne i kommunen for udtagelse af landbrugsjord?
”I skrivende stund er forvaltningen, sammen med ”udtagelseskonsulenterne” i gang med at se på egnede arealer til dels vådområdeprojekter og ekstensivering – altså jorde der skal tages ud af omdrift, så det kommer vi til at arbejde med i den kommende tid.” - Hvor langt er I med arbejdet med den grønne trepart – er I fx specifikt begyndt at se på, hvilke arealer der skal udtages?
”Ja. Den lokale grønne trepart – dem er der 23 af. Vi skal på næste møde aftale nogle principper for, hvilke arealer man vil pege på. Vi arbejder med en proces, der skal være særdeles inddragende. Det nytter ikke at udpege arealer uden at have lodsejere med. Efter sommerferien skal man gerne nå frem til et udkast til den lokale trepart, vi kan arbejde videre med.” - Ved I på nuværende tidspunkt, hvilke grønne initiativer I vil satse på om det er solceller, vindmøller, skov, vådområder, arealomlægninger etc.?
”Vedvarende Energi (VE) er desværre ikke en del af arealomlægningen. De burde den være, da man får præcis samme effekt på kvælstofudvaskningen og klimaeffekt som ved at ekstensivere landbrugsjord. Byrådet har truffet en beslutning om en planlægning, der muliggør ca. 2200 ha solceller og mindre antal vindmøller frem til 2030. Kommunens vådområder, der er under planlægning, kommer til at indgå i den ramme, som er aftalt i treparten.” - Andet relevant at nævne i denne sammenhæng?
”Kampen om jorden og prisen på landbrugsjord bliver et alvorligt problem for treparten, som vi ser det i kommunen. De stigende priser og efterspørgsel på landbrugsjord gør ikke processen lettere. Priserne er også med til, at en del VE-projekter vil være urentable, så det er bestemt ikke nogen let opgave.”
Sønderborg Kommune - Borgmester Erik Lauritzen (S)
- Hvad er jeres planer i kommunen for salg af landbrugsjord?
”I Sønderborg Kommune har vi ikke særlig meget landbrugsjord, men fokus på den jord, vi har, er todelt: Enten vil vi anvende jorden på en bæredygtig måde, der understøtter vores egne grønne målsætninger eller vil vi beholde jorden, som kan bruges i byttehandler og lign. ved at opfylde den grønne trepart.” - Hvad er planerne i kommunen for udtagelse af landbrugsjord?
”Vi arbejder aktivt på at identificere og udtage landbrugsjord, der kan omdannes til naturområder eller anvendes til andre grønne formål. Det er en del af vores strategi for at reducere CO2-udledningen og forbedre biodiversiteten i kommunen.” - Hvor langt er I med arbejdet med den grønne trepart – er I fx specifikt begyndt at se på, hvilke arealer der skal udtages?
”Vi er godt i gang med med den grønne trepartsaftale. Vi er i gang med at kortlægge, hvilke arealer der skal udtages, og vi samarbejder tæt med relevante interessenter for at sikre en effektiv og bæredygtig implementering af aftalen. Forvaltningen vil især – for kommunens vedkommende – kigge på arealer til vådområder, da det særligt er det, der efterspørges i kommunen.” - Ved I på nuværende tidspunkt, hvilke grønne initiativer I vil satse på om det er solceller, vindmøller, skov, vådområder, arealomlægninger etc.?
”Vi satser på rigtig meget og er allerede godt i gang. Fx har vi udlagt 14 områder i kommunen som mulige VE (Vedvarende Energi) områder til bl.a. solceller og vindmøller. Plantning af nye skovområder for at øge CO2-optaget og forbedre biodiversiteten er også noget, vi er i gang med. Et rigtig godt eksempel er skovrejsningen og grundvandsbeskyttelsen, som vi gennemførte og som blev til Oksbøl Skov. Naturstyrelsen, vandværkerne, lokalbefolkningen, landmændene og kommunen tog ansvar og viste vejen. Det er den samarbejdsånd, vi får brug for i de kommende år, hvis det her skal lykkes. Også i forhold til kvælstofreduktion, hvor vi skal satse på mange vådområder og mini-vådområder.” - Andet relevant at nævne i denne sammenhæng?
”En ting er en aftale – nu gælder det udmøntning. Der er afsat rigtig mange penge i aftalen til at opkøbe jord, naturgenopretning, skovrejsning og kompensation til de erhverv, som kommer til at tilpasse sig bæredygtig produktion. I Sønderborg Kommune skal der også gennemføres en lang række tiltag og projekter. Jeg opfordrer derfor alle til at tage del i indsatsen og bidrage til en bæredygtig fremtid for kommunen. Det er et vigtigt arbejde, som er en fælles opgave for hele samfundet. Det kræver samarbejde mellem stat, kommune, landbrug, erhvervsliv og borgere.”