Fornuftige forventninger til land­brugs­e­jen­dom­me og stabile jordpriser resten af 2026

  • Jordpris
  • Landbrug

På trods af et høstår med meget varierende udbytter og en netop vedtaget gødskningslov er for­vent­nin­ger­ne til markedet for land­brugs­e­jen­dom­me og landbrugsjord fortsat positive i resten af 2026, fortæller to land­brugs­che­fer fra EDC Landbrug Poul Erik Bech.

Siden 2022 er priserne på landbrugsjord steget markant over hele landet. Landbrugschef, Frank Poll, EDC Landbrug Poul Erik Bech Sjælland & Øerne, siger:

”Vi oplever helt klart, at interessen for køb af land­brugs­e­jen­dom­me og landbrugsjord fortsat er høj. Jordpriserne er steget markant de seneste år, og vores forventninger er, at jordprisen fortsat vil være stabil i den kommende tid. På landsplan er gen­nem­snits­pri­sen for landbrugsjord steget med knap 25% fra ca. 152.000 kr. pr. ha i 2022 til ca.189.000 kr. pr. ha i 2026, mens priserne i nogle områder af landet allerede er på over 200.000 kr. pr. ha.”

Landbrugschef, EDC Landbrug Poul Erik Bech Jylland & Fyn, Ole Windfeld Nielsen, siger: ”For mange landmænd skyldes de stigende priser en kombination af god indtjening, begrænset udbud af jord og fortsat efterspørgsel efter dyrk­nings­sik­ker jord. Samtidig er der kommet flere købere på markedet i form af investorer, virksomheder og statslige opkøb til natur- og klimaprojekter, hvilket er med til at understøtte prisniveauet. Der er altså virkelig sket noget med priserne de sidste fire år.”

Markedet for land­brugs­e­jen­dom­me vurderes generelt at være mere roligt end i de foregående år, men efterspørgslen er fortsat stærk. Især veldrevne plan­teavls­be­drif­ter samt svine- og kvægejendomme med moderne pro­duk­tions­fa­ci­li­te­ter tiltrækker købere. Mange etablerede landmænd søger fortsat muligheder for at udvide deres arealgrundlag, mens unge landmænd i stigende grad undersøger partnerskaber og sel­skabs­løs­nin­ger for at komme ind på markedet.

Landbrugschef, Frank Poll, siger: ”Vi forventer samlet set, at jordpriserne holder sig på et højt niveau resten af 2026, mens markedet for land­brugs­e­jen­dom­me fortsat vil være præget af god aktivitet – selvom pris­stig­nin­ger­ne næppe bliver lige så markante som de seneste år. For landmænd med planer om køb eller salg, peger det på, at de grundlæggende markedsvilkår fortsat vil være favorable, men vi oplever helt klart, at mange er mere usikre overfor fremtiden i forhold til politisk indblanding.”

Nu kommer vurderingerne for landbrugs- og skovejendomme
Vur­de­rings­sty­rel­sen er begyndt at udsende 2021-ejen­doms­vur­de­rin­ger for landbrugs- og skovejendomme. Vur­de­rings­grund­la­get er komplekst, og are­al­an­ven­del­se, bygninger, jord, skov og driftsmæssige forhold har betydning for en samlet vurdering. Ejerne vil gradvist modtage de første vurderinger efter det nye ejen­doms­vur­de­rings­sy­stem. Det er de første vurderinger inden for landbrug efter indførelsen af et nyt vur­de­rings­sy­stem. Derfor er det endnu ukendt, hvor lang tid udsendelsen vil strække sig over.

Dansk Ejen­doms­mæg­ler­for­e­ning anbefaler, at medlemmerne holder sig orienteret om processen og henviser kunder til Vur­de­rings­sty­rel­sens officielle information, hvis der er spørgsmål om en konkret vurdering, be­reg­nings­grund­lag eller mulighed for at reagere på vurderingen. Vurderingen er en offentlig myn­dig­heds­vur­de­ring og er ikke nødvendigvis den samme som en aktuel handelsværdi. Den konkrete markedspris vil fortsat afhænge af bl.a. ejendommens beliggenhed, an­ven­del­ses­mu­lig­he­der, stand, efterspørgsel og øvrige markedsforhold. 
Kilde: Dansk Ejen­doms­mæg­ler­for­e­ning