Nord for Billund ligger Stilbjerglund - en atypisk og særdeles spændende og alsidig grisegård, der kombinerer veldrevne produktionsfaciliteter, naturskønne omgivelser og et stort udviklingspotentiale. Ejendommen henvender sig til både den ambitiøse landmand, investoren og køberen, der ønsker at forene bolig, landbrug og livskvalitet på én adresse.
Der foreligger tilladelse til 4.850 stk. slagtegrise (30-100kg) samt 7.500 stk. smågrise (7,2-30kg), fordelt på Nyborghuse-stalden fra 2004 og i rundbuehallen og dele af de ældre driftsbygninger. Ejendommen har tidligere været anvendt til frilandsgrise med dokumenterede og stærke produktionsresultater, som kan fremvises ved seriøs interesse. Bag driftsbygningerne, med adgang fra Høgelundvej, er der i 2004 etableret gylletank med kegleformet bund på 3.850 m³. Gylletanken er 6 meter dyb.
Ejendommen rummer et stort, isoleret maskinhus på 656 m², opført i 2001 med fast bund, som er indrettet med lukket værksted med varme, plads til maskiner samt lagerplads til 500 m³ flis og fødekasse til nyere stokerfyr som er installeret i seperat fyrrum. Stokerfyret leverer varme til både stuehuset, Nyborghuse-stalden og den indendørs swimmingpool, hvilket bidrager til en effektiv og økonomisk drift. De eksisterende driftsbygninger giver en lang række muligheder ud over traditionel landbrugsproduktion. Staldene kan forsat anvendes til griseproduktion, polte-/karantænestald, udlejes eller omdannes til andre erhvervsformål såsom hundepension, lager, hobbydyrehold eller andre aktiviteter, hvor plads og fleksibilitet er afgørende.
De 22,2 ha. ligger samlet omkring ejendommen og skaber optimale forhold. De tidligere mergelgrave er i dag omdannet til to større søer på ca. 3,5 ha., omgivet af naturarealer og energipil til eget brug i varmeforsyningen og som giver området en helt særlig karakter. Søerne anvendes i dag privat, men rummer spændende muligheder for yderligere udvikling, eksempelvis som fiskesø eller andre aktiviteter. I tidligere driftsbygning overfor stuehuset er der etableret en opvarmet swimmingpool med svømmetræner samt tilhørende omklædnings- og badefaceliteter. Herudover findes et stort festlokale med eget køkken, som giver oplagte muligheder for udlejning, selskaber eller ombygning til eksempelvis feriebolig, kursusfaciliteter eller liberalt erhverv.
Stuehuset er et kapitel for sig, beliggende frit og ugenert med en enestående panoramaudsigt mod syd over marker, sø og den omkringliggende natur - køb af yderligere ca. 13 ha. landbrugsjord er muligt.