Ambitiøs softwarevirksomhed køber stor kontorejendom i Aalborg med plads til vækst

Den danske softwarevirksomhed Wexo er flyttet ind i en markant kontorejendom på Gøteborgvej 16 i Aalborg på knap 3.000 m². De senere år har Wexo ekspanderet kraftigt og har grundet pladsmangel, været nødt til at arbejde hjemmefra på skift. Nu er strategien at samle medarbejderne i Aalborg under samme tag og være klar på yderligere vækst. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommen og hjulpet Wexo med at finde en lejer til ca. 1/3-del af ejendommen, så Viborg Ingeniøren også snart flytter ind.

Wexo arbejder med at udvikle produkter, der vækster den danske e-handel og hjælper med at effektivisere arbejdsopgaver igennem teknologi og automatisering. Virksomheden har afdelinger i København, Aarhus og Aalborg og er på 10 år vokset fra 8 til 55 mand, hvor 35 af dem er samlet i Aalborg. Direktør i Wexo, Tommy Frøkjær, glæder sig over købet af ejendommen.

”Vi havde været på udkig efter en ejendom i 2 år, men kunne ikke finde en, som levede op til vores krav. De seneste år er vi i Wexo vokset med 25% årligt, hvilket har betydet, at vi til sidst har måttet arbejde hjemmefra på skift grundet pladsmangel i vores tidligere ejendom. Vores krav var derfor at finde en ejendom på minimum 1.200 m2, hvor der var plads til at vækste virksomheden, og hvor vi alle kunne arbejde under samme tag.”

”Vi arbejder bedst, når vi er omringet af vores kolleger og oplever, at vi lærer bedst, og at kommunikationen flyder lettere, når vi er samlet i vores teams. Vi har brug for input og faglig sparring for at lære af hinanden, og det realiseres bedst, når vi kan sidde fysisk sammen og arbejde. For ikke at nævne, at effektiviteten og det kommunikative flow forbedres. Med købet af ejendommen på Gøteborgvej 16, kan vi se frem til at samle vores medarbejdere under samme tag og byde endnu flere velkommen på holdet.”

Stor istandsættelse

Wexo overtog ejendommen 1. juni 2021 og kontorejendommen har siden været under stor renovering. Tommy Frøkjær siger: ”Vi forventer, at ejendommen skal være vores hovedsæde de næste mange år frem. Derfor har den været igennem en stor renovering. Vægge er blevet revet ned og bygget op, lofter, gulvtæpper og radiatorer er fjernet og genetableret, nye elektriske installationer er kommet til og parkeringspladsen er tegnet op på ny. Vi har indrettet kontorerne, så vi sidder i teams i øer af 4-8. Derudover er der blevet etableret gangarealer, hvor vi leder medarbejderne ud til gangområder, så vi ikke forstyrrer hinanden på tværs af teams. Vi har etableret 6 samtalerum i glas, renoveret 8 mødelokaler og istandsat 21 toiletter, så det er en stor kontorejendom, vi har købt, og vi er klar til yderligere vækst.”

Grobund for godt samarbejde

Wexo har netop underskrevet en lejeaftale med Viborg Ingeniøren, som kommer til at leje 1.000 m2 i ejendommen. Ingeniørvirksomheden flytter ind i november 2021, og lejer et storrumskontor som udgør 1/3-del af ejendommen. Tommy Frøkjær udtaler: ”Grundet vækst ønsker vi at være fremsynede ved at købe en ejendom med mere plads, end vi har behov for. Derfor ledte vi efter en lejer, som vi kunne se os selv arbejde tæt med. Martin Brasholt Mikkelsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech havde en ide om, hvordan ejendommen potentielt kunne bruges mellem flere virksomheder og havde også en lejer på hånden. Han hjalp os med at få puslespillet til at gå op og har bistået os med god sparring og ideer. Vi har følt os i trygge hænder og er blevet godt behandlet, så vi er meget tilfredse med forløbet og vores nye flotte lokaler.”

Logistisk placering i aktivt erhvervsområde

Ejendommen er beliggende i et aktivt erhvervsområde, hvor flere velrenommerede virksomheder har til huse. Martin Brasholt Mikkelsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg siger:

”Der er tale om en yderst attraktiv placering, hvor der er kort afstand til E45 og nem adgang til det overordnede vejnet. Ejendomme i denne stand og størrelse er svært at opdrive tæt på det centrale Aalborg, og der er derfor tale om en yderst attraktiv og unik ejendom. Jeg ønsker Wexo alt held og lykke med ejendommen og deres vækstambitioner, og som rådgiver og mægler, er det naturligvis yderst tilfredsstillende at få alle brikkerne til at falde på plads, så der nu står både en glad køber og en glad lejer.”