Drømmer I om et liv i fredelige, grønne omgivelser, hvor naturen er jeres nærmeste nabo, og hvor hverdagen samtidig er nem og bekvem? Så byder denne herlige landejendom jer varmt velkommen – smukt beliggende i Vendsyssels kuperede landskab, kun knap fem kilometer fra Sæby.
Her får I en ejendom, hvor sælger virkelig har formået at skabe et indbydende, velholdt og total indflytningsklart hjem. Boligen er renoveret i 2022 og rummer 137 m² fordelt over to plan samt en dejlig indbygget udestue på 20 m², hvor udsigten til de grønne omgivelser kan nydes året rundt. Der er tænkt over både komfort og kvalitet, og der er løbende renoveret bredt – også det, man ikke nødvendigvis ser med det blotte øje, herunder elinstallationerne. I stueplan er der desuden gulvvarme, som bidrager til en behagelig hverdag.
Stueplan byder på en rummelig entré, et lyst badeværelse, et soveværelse med skabe og udgang til en sydvendt terrasse samt et stort og praktisk bryggers med grovkøkken, plads til vaskesøjle og god skabsplads. Køkkenet har spiseplads og ligger i naturlig forbindelse med den hyggelige vinkelstue, hvor trappen fører op til førstesalen. Her får I tre værelser og en gang – et oplagt privat afsnit til børn, gæster eller hjemmekontor.
Udenfor venter knap 6,6 hektar jord, som folder sig ud i et varieret og naturskønt terræn med skov, åbne arealer, en stor sø og skel mod vest til åen. Her er et særdeles rigt dyreliv med blandt andet fasaner, ænder, krondyr samt rå- og dådyr, hvilket giver helt suveræne jagtmuligheder og en naturoplevelse ud over det sædvanlige.
Til ejendommen hører desuden en stald på 190 m², som giver mange anvendelsesmuligheder – eksempelvis til mindre dyrehold, hobby, opbevaring eller pladskrævende interesser.
En sjældent udbudt landejendom for jer, der ønsker ro, natur, plads og muligheder – uden at give afkald på nærheden til Sæby og hverdagens bekvemmeligheder.