For Vejdirektoratet sælges denne ejendom i offentligt udbud iht. cirkulære nr. 7 af 25.01.2010 om salg af Statens faste ejendomme. Bud afgives skriftligt og med fast beløb.
Fristen for indgivelse af tilbud er tirsdag d. 25. august 2026 kl. 12:00 hos EDC Domus Vejle.
Materiale med tilbudsblanket afhentes/rekvireres ved EDC Domus Vejle, Horsensvej 2A, 7100 Vejle, tlf. 75822522 eller på email 714@edc.dk,
Sammen med underskrevet tilbudsblanket i lukket kuvert ”mrk. Daugårdvej 9” skal vedlægges dokumentation for, at den fornødne sikkerhed kan stilles, idet buddet ellers betragtes som ugyldigt. Tilbudsblanket med dokumentation for sikkerhed kan alternativt sendes pr. email til ejendomsmægler med angivelse af ”Bud - Daugårdvej 9” i emnefeltet. Bemærk at udbetalingen (sikkerhed) er 10% af købesummen.
Der er ejendomme, som tilbyder mange kvadratmeter. Og så er der ejendomme som Daugårdvej 9, hvor rammerne åbner for et væld af muligheder - både inde og ude. Her får I en charmerende landejendom på hele 108.399 m² jord, omgivet af åbne marker og naturskønne omgivelser, samtidig med at I bor med kort afstand til både Daugård, Hedensted og Vejle.
Allerede ved ankomsten fornemmer man ejendommens særlige atmosfære. De røde bygninger, de store træer og det stemningsfulde gårdmiljø skaber tilsammen et hyggeligt og privat gårdrum, hvor bygningerne omkranser gårdspladsen på fineste vis.
Boligen rummer 200 m² og byder på en indretning med plads til både familieliv og hverdagspraktik. Husets naturlige samlingspunkt er det rummelige køkken med god plads til spiseafdeling, mens det tilhørende viktualierum giver ekstra opbevaringsmuligheder. Hertil kommer bryggers samt to sammenhængende stuer, hvor de mange vinduer sørger for et dejligt lysindfald og et flot kig til omgivelserne.
Fra stueområdet føres man videre gennem et værelse og ud i den overdækkede forbindelsesgang, som binder hovedhuset sammen med den tilbyggede afdeling. Her finder I to værelser og et badeværelse i stueplan. På førstesalen er pladsen udnyttet med et stort opholdsrum, som giver mange muligheder for eksempelvis hobbyrum, teenageafdeling eller ekstra opholdsareal. Fra denne del af huset opleves samtidig den fine udsigt over de omkringliggende marker.
På hovedhusets førstesal findes yderligere to værelser samt et større uudnyttet loftrum, som i dag fungerer som disponible kvadratmeter og giver ekstra plads til opbevaring.
Ejendommens mange udbygninger er et kapitel for sig. Den ene længe er i dag indrettet med garage, køkken, badeværelse, toilet samt en imponerende gildesal med god loftshøjde og synlige bjælker, der tilfører rummet karakter. På førstesalen findes desuden to værelser. Bygningen er indrettet på denne måde i dag, men den rummer samtidig mange muligheder for fremtidig anvendelse afhængigt af behov og ønsker.
Den tidligere staldbygning tilbyder to staldafsnit samt flere disponible rum og fyrrum. Her er de klassiske staldmiljøer fortsat bevaret, og de store porte, de robuste konstruktioner og de mange kvadratmeter giver plads til alt fra opbevaring og værkstedsaktiviteter til hobbyprojekter.
Som supplement findes den fritliggende bygning ved indkørslen, som rummer værksted og disponibelt rum, endnu et praktisk aktiv på en ejendom, hvor plads ikke er en mangelvare.
Fra både bolig og bygninger opleves den landlige ro med åbne marker som nærmeste nabo. Her er luft omkring jer, udsigt til landskabet og masser af plads til at udfolde livet på landet, uden at I behøver give afkald på nærheden til byernes faciliteter.