Indflytningsklar villa med separat afdeling og skøn have/grund på 2.001 m²
På Anemonevej 2 i Nørre Snede udbydes denne velholdte og løbende moderniserede villa, som byder på hele 185 m² bolig i ét plan samt en integreret udestue på 24 m² og 9 m² overdækket terrasse. Her får I en rummelig og indbydende bolig med mange anvendelsesmuligheder, omgivet af en flot anlagt have og beliggende tæt på både byliv og naturoplevelser.
Ejendommen er opført i 1967 og tilbygget i 2008. Facaden fremstår i gule mursten med hvide vinduer og nyere rødt eternittag, hvilket giver boligen et velholdt og harmonisk udtryk.
Husets hjerte er det åbne køkken/alrum, som danner de perfekte rammer om hverdagens samvær. I direkte forbindelse hertil ligger den store opholds- og spisestue, hvor brændeovnen skaber en hyggelig atmosfære og binder rummene naturligt sammen. Fra alrummet er der adgang til den lyse udestue, som fungerer som et ekstra opholdsrum store dele af året. Her skaber en smuk vinstok en helt særlig stemning, mens det flotte figentræ udenfor bidrager til oplevelsen af en grøn og frodig oase.
Boligen rummer tre gode værelser samt et ekstra kontor eller hobbyrum, som giver plads til både hjemmearbejde og fritidsinteresser. Badeværelset er lyst og indbydende med ovenlysvindue, badekar og separat bruseniche, og her kan stjernerne nydes direkte fra badet på de klare aftener. Hertil kommer en praktisk bryggersafdeling med vaskefaciliteter og udgang til haven.
En særlig kvalitet ved ejendommen er den separate afdeling med egen indgang, værelse og badeværelse. Denne del af boligen er ideel til teenageren, den hjemmeboende unge, gæster eller som en attraktiv mulighed for udlejning. Nørre Snedes placering langs Hærvejen skaber et naturligt grundlag for overnatningsgæster, ligesom områdets erhvervs- og kursusaktiviteter gør beliggenheden attraktiv.
Den 2.001 m² store grund er anlagt med stor omhu og fremstår særdeles velholdt med grønne plæner, smukke beplantninger og flere hyggelige opholdsmiljøer. Her er rig mulighed for at nyde solen, finde læ eller blot slappe af i de rolige omgivelser.
Til ejendommen hører desuden en 50 m² carport samt et 10 m² udhus, der i dag anvendes som brændeskur.
Her bosætter I jer i kort afstand til indkøbsmuligheder, skole og byens mange faciliteter, samtidig med at Hjertestien og den skønne midtjyske natur ligger lige i nærheden.
En særdeles velholdt og indflytningsklar ejendom med gode indretningsmuligheder, skøn have og attraktive ekstra kvadratmeter.
Fakta
Fjernvarme
Energimærke D
Spildevandskloakeret
Regnvand nedsives via faskiner på egen grund
Brændeovn produceret efter 1. januar 2003
Grundareal 2.001 m²
Ifølge kommunen kan grunden ikke udstykkes på trods af størrelsen, grundet bygningernes placering
Om Nørre Snede
Området:
Nørre Snede er kendt som "byen med kraft og hjerte" og byder på et stærkt lokalsamfund midt på den jyske højderyg. Området er omgivet af smuk natur med skove, søer og kuperede landskaber, som indbyder til både motion og friluftsliv. Hærvejen og Hjertestien giver rig mulighed for naturoplevelser lige uden for døren.
Byen har gode indkøbsmuligheder, et aktivt handelsliv og et bredt udvalg af servicefunktioner, herunder lægehus, apotek, tandlæge og fysioterapi. Samtidig er Nørre Snede et attraktivt udgangspunkt for pendlere med kort afstand til blandt andet Silkeborg, Herning, Billund, Horsens, Vejle og Brande.
Nørre Snede Skole tilbyder undervisning fra 0.-9. klasse og blev gennemgribende moderniseret med ny hovedbygning i 2018. Byen er desuden præget af mange fritids- og kulturtilbud og er fortsat i positiv udvikling.