Coronakrise giver øget behov for logistiklokaler

Allerede før coronakrisen var tomgangen rekordlav for lager- og logistikejendomme, og pandemien vil øge efterspørgslen både på kort og langt sigt, vurderer EDC Erhverv.

Investorer og udlejere af lagerlokaler, logistikejendomme og produktionshaller nyder i øjeblikket godt af, at tomgangen ifølge Ejendomstorvet.dk ligger under 2% – mens over 7% af kontorerne og 6% af butikslokalerne står tomme. Og afstanden mellem de forskellige typer erhvervslokaler kan meget vel vokse.

”Tomgangen for lager- og logistiklokaler har de seneste kvartaler ligget stabilt på det laveste niveau i 11-12 år. Og mens coronakrisen giver udsigt til flere tomme butikslokaler og måske også flere tomme kontorer, så er det sandsynligt, at vi vil opleve øget efterspørgsel i lager- og industrisegmentet – og dermed endnu lavere tomgang og muligvis højere lejeniveauer,” siger Mads Bjerrum Christensen, industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Akut lagerbehov

Coronakrisen har allerede på kort sigt skabt ekstra efterspørgsel på især lager- og logistiklokaler.

”Med lukkede butikker voksede nethandlen markant, og derfor fik nogle netvirksomheder brug for mere plads til varelager og ekspedition. Samtidig fik mange vidt forskellige virksomheder problemer, da der globalt opstod forsinkelser i forsyningsstrømme og transport. Nogle fik akut brug for ekstra lagerplads, fordi de havde sværere ved at få solgt eller transporteret deres varer, andre forsøgte at opbygge ekstra buffere af råvarer til deres produktion, så de mindskede risikoen for at blive ramt af materialemangel,” forklarer Mads Bjerrum Christensen.

Et af de mest kendte eksempler er modekoncernen Bestseller, som på et tidspunkt fortalte, at den ”støvsugede” store dele af Jylland for lagerkapacitet. Der kom nemlig masser af tøj fra leverandører i fx Asien, men mange butikker i indkøbscentre og andre steder var lukkede, så den normale strøm af varer gennem tøjgiganten stoppede.

Øget nethandel og større lagre

Også på mellemlangt og langt sigt kan coronavirusset ifølge industrichefen i EDC Erhverv øge behovet for lager- og logistikkvadratmeter.

”Det er meget realistisk, at nethandlen vil bide sig fast på et højere niveau, fordi mange danskere under nedlukningen vænnede sig til at handle på nettet. Og mere aktivitet kræver mere plads. Det er også sandsynligt, at mange industri- og handelsvirksomheder vil øge deres lagerkapacitet, så de er bedre garderet mod tilsvarende kriser og forsinkelser i transportsystemet, fx hvis der opstår nye regionale coronabølger, sådan som nogle eksperter advarer om.”

Mads Bjerrum Christensen har en opfordring til virksomheder, der måske har mere plads, end de selv bruger i øjeblikket.

”Det er oplagt at se nærmere på, om der er kvadratmeter, som kan udlejes eller måske sælges. Blandt andet via vores Køber-/Lejerkartotek har vi kontakt til mange virksomheder med brug for mere plads. Allerede før coronakrisen var efterspørgslen på lager- og logistikarealer meget stor, og derfor er der lige nu gode muligheder for at hente en fornuftig leje eller salgspris hjem.”