En underskrift kan koste dig millioner

Når virksomheden skal igennem et generationsskifte eller salg er der en række juridiske forhold, som er vigtigt at tage stilling til – i god tid.

Det kan sætte enorme følelser i gang, når man som virksomhedsejer får et stort milliontilbud fra en køber, der er blevet forelsket i ens produkt eller virksomhed. Hvilken følelse det må være, når der tikker et milliontilbud, på ens livsværk, ind i indbakken. Der kan også være store følelser involveret, når næste led i familien skal tage over, som led i et generationsskifte. Fornyelse og nye måder at gøre tingene på – og hvor meget skal man være villig til at give slip?

For mange, er det måske den første og eneste transaktion, de skal igennem i deres liv. Den har betydning for den fremtidige dagligdag, drømmene og familielivet. Det kan være enormt berusende, og kan sætte hele følelsesregisteret i spil. Men desværre kan det også sløre for de rationelle beslutninger. 

Ny tendens

Når en virksomhedsejer får et tilbud fra en potentiel køber, eller står foran et generationsskifte, er næste trin ofte, at der udarbejdes et såkaldt "Letter Of Intent" (Hensigtserklæring), eller ”Memorandum of Understanding”. Uanset hvad det kaldes og uanset hvor uformelt, at det er udformet, er det et dokument, der skitserer rammerne for en aftale og en række hovedvilkår, som begge parter er enige om, inden man begynder de reelle forhandlinger, due dilligence, mv.

Dokumentet er ikke bindende i juridisk forstand, men vores erfaring er, at bryder du denne ramme for den mulige handel, skal du ikke regne med, at modparten vil stole på dig igen. Hvis man bryder et Letter Of Intent, skal man enten have meget gode grunde, eller også skal man i mange tilfælde indstille sig på, at handlen går i vasken. 

Vi oplever en tendens til at der i stigende grad skrives under på disse Letter Of Intents, eller at de involverede selv forhandler hovedvilkårene på plads, uden at man tænker alle konsekvenserne igennem: Er det et rimeligt bud? Hvordan står vi juridisk? Hvad er rollefordelingen efterfølgende? Hvordan er kemien med modparten? Hvad skal der ske med ejendommen? Ofte springer mange let over denne proces. For eftersom der står, at indholdet ikke er bindende, får mange ikke vurderet det, på trods af, at indholdet de facto vil blive opfattet som bindende, såfremt man ønsker at gå videre med handlen.  

Vi har i de sidste år set mere end en håndfuld eksempler på, at virksomhedsejere skriver under på et Letter of Intent, og efterfølgende fortryder noget så bittert, når de indser, hvad det betyder for det videre forhandlingsforløb. Og det kan koste millioner af kroner, hvis man for hurtigt accepterer købers betingelser.

Du kan ikke selv det hele

Det er måske ikke så overraskende, at to advokater synes, du skal rådføre dig med en advokat, inden der skrives under. Det er vi godt klar over, indebærer en vis bias. Men tag det som et udtryk for, at rådet baserer sig på en række ”skrækeksempler” over de sidste års tid.

Her er erfaringen, at der hurtigt er blevet skrevet under på et Letter Of Intent, og man så efterfølgende har været nødt til at trække sig eller foreslå ændringer. Det er meget svært at trække i land i sådan en situation, og hvis man gør, så medfører det, at der skal bruges ekstra tid – både med interne og eksterne rådgivere. Derfor er det beløb, man måske tror, man sparer, ved ikke at involvere en advokat i den indledende fase, dyre lærepenge. Ofte ender det nemlig med at blive endnu dyrere, og aftalen kan samtidigt let falde til jorden.

Ofte bruger sælger en virksomhedsmægler, der er ekspert i at få solgt virksomheder, som juridisk sparringspartner. Det kan være en god ide, og en stor hjælp, Men det juridiske i et virksomhedssalg har naturligt ikke samme fokus, hvis der ikke er en advokat involveret, og mange opdager først dette, når der senere bliver involveret en advokat i den videreproces, efter at de har skrevet under på et Letter of Intent eller lignende. Så er risikoen, at man ikke har været bevidst om alle de betingelser, der vedrører forhold ud over prisen.

Anbefalingen er, at man, inden underskriften sættes, laver en 360 graders analyse af situationen, herunder mål, scenarier, smertegrænser, mv. På den måde er man fuldt afklaret, inden der skrives under. Vi har desværre observeret, at mange først får lavet analysen, efter de har skrevet under, hvorefter de altid – faktisk uden undtagelse – får sig nogle knap så muntre overraskelser efterfølgende.

En beslutning om at sælge eller gennemføre et generationsskifte af sit livsværk er alt for vigtig til at overlade til tilfældigheder. Og ingen kan klare en sådan proces alene. Tal derfor med forskellige relevante rådgivere, således at alle kompetencer er afdækket. Derved kan de hjælpe dig med at være på forkant med udfordringerne, alt efter hvilken fase af salget, du er i.

Trykt som blogindlæg i Børsen d. 29/09/17.

 

     

Jan Al-Erhayem

Partner og advokat - Mazanti-Andersen Korsø Jensen

Lars Hammer Wentoft

Associeret partner og advokat - Mazanti-Andersen Korsø Jensen