Høj temperatur i Østjylland

Med øget nethandel og høj økonomisk vækst er der rift om lager- og logistiklokaler nærmest overalt i landet. Østjylland er ingen undtagelse både hvad angår lokaler og byggegrunde.

Mads Bjerrum Christensen, industrichef EDC Erhverv Poul Erik Bech.

I landets næststørste by, Aarhus, og de omkringliggende kommuner er efterspørgslen i top og tomgangen i bund – i hele Østjylland står blot 1,9% af lokalerne tomme, en anelse under landsgennemsnittet.

”Temperaturen er høj, og udbuddet er meget begrænset. Vi oplever stor efterspørgsel fra webshops og virksomheder inden for logistik og transport, men også mange lokale produktionsvirksomheder stormer fremad og har brug for mere plads. Den høje efterspørgsel udløser stigende priser, både i lejeniveauerne og på de salgssager, vi har,” siger Mads Bjerrum Christensen, industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Geografisk er interessen for m² særligt stor tre steder.

”I Aarhus, Skanderborg og Favrskov Kommune er der stor efterspørgsel på såvel lokaler som byggegrunde. Der er også let stigende interesse for Syddjurs, men selv om priserne er lavere her, så er det en ulempe for nogle virksomheder, at afstanden til E45-motorvejen er større. Aarhus har faktisk nogle ledige lejemål, men det er mest i områder, som skal omdannes til boliger. Derfor er lejekontrakterne tidsbegrænsede, ofte til to år, og det dæmper interessen for dé lejemål,” siger Mads Bjerrum Christensen.