Velkommen til Fredensborg Kommune
Fredensborg Kommune er en af landets mest attraktive kommuner, tæt på hovedstaden mod syd og Helsingør i nord – en naturskøn kommune, der giver rig lejlighed til udfoldelse.
Kommunen består af fire attraktive mindre bysamfund – Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal – i naturskønne omgivelser omgivet af skov og vand med internationale anerkendte kulturtilbud.
Som perler på snor ligger byerne Kokkedal, Nivå og Humlebæk langs Øresund, tæt ved kystbanen og motorvejen København / Helsingør. Mod nord-vest ligger Fredensborg by med Fredensborg Slot og Esrum Sø i baghaven.
Ind imellem de fire bysamfund ligger en række små idylliske byer; Kirkelte, Gunderød, Karlebo, Avderød, Hesselrød, Vejenbrød, Lønholt, Grønholt, Langstrup, Søholm, Langerød, Veksebo, Toelt, Nybo og Danstrup – små byer med hver deres egen unikke historie.
I 2007 blev Fredensborg Kommune til gennem en sammenlægning af Fredensborg-Humlebæk og Karlebo kommuner, ogborgerne valgte at den nye kommune skulle hedde Fredensborg Kommune.
Fredensborg Kommunes borgere er langt overvejende børnefamilier. Måske ikke så mærkeligt, når man ser på det udbud af tilbud der er til børnefamilier – mere end 40 daginstitutioner, 11 folkeskoler og masser af fritidstilbud, såsom håndbold, fodbold, spejder, boksning og meget mere. Men også et meget sikkert stisystem i de fire bysamfund er med til at sikre bl.a. sikker skolevej.
Det vil vi gerne vise frem
Fredensborg Kommune ligger i et naturskønt område mellem Esrum Sø og Øresund. Kommunen huser verdenskendte seværdigheder som Fredensborg Slot, Museet for Moderne Kunst Louisiana og Nivaagaards Malerisamling. Derudover findes en lang række andre interessante attraktioner.
Kommunen rummer desuden fredfyldt skove og enge, idylliske søer, mange lystbådehavne, gode badestrande, golfbaner og mange andre muligheder for et godt og varieret kultur- og fritidsliv.
Fredensborg Slot er en anden stor attraktion med den smukke slotspark, Esrum Sø og hele det historiske motiv, som Fredensborg Slot er bærer af. Nivå Bugten er en af landets kystperler og udvalgt af Miljøministeriet som en af Danmarks 99 særligt værdifulde perler langs Danmarks i alt 7.000 kilometer lange kystlinie. På Fredtoften i Kokkedal findes et andet attraktivt og særegent område med amfiteater, frisbee-golf og om vinteren en af Nordsjællands største kælkebakker.
Læs mere om din kommune på www.fredensborg.dk