Signalement af Gladsaxe Kommune
Gladsaxe Kommune ligger i Region Hovedstad og afgrænses af København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Herlev kommuner. Kommunen har over 64.000 indbyggere, og er på areal den tiende største kommune i Danmark.
Gladsaxe er en grøn kommune med Bagsværd Sø og Utterslev Mose som de største rekreative områder. Kommunen er en blanding af villaer, rækkehuse og lejligheder. Gladsaxe er løbende blevet udbygget med gode skoler, sportsanlæg og daginstitutioner med pasningsgaranti. Der er 14 folkeskoler i kommunen
Med et varieret kulturliv, svømmehaller, biblioteker, biograf, aftenskoler og lang række fritids- og idrætsforeninger er Gladsaxe en kommune med mange muligheder, når du har fri.
Kommunen har en rigtig god og veludbygget infrastruktur med S-tog (Farumbanen) og masser af busforbindelser. En kommune, der er god at vokse op og leve i - og også god at blive gammel i.
Det vil Gladsaxe Kommune gerne vise frem
Du kan frit og gratis bruge kommunens parker og grønne anlæg. I flere af de store naturområder er der indrettet opholdspladser med blandt andet grill- og bålpladser, borde og bænke.
Der er rig mulighed for grønne, forfriskende og afslappende vandre- løbe- eller cykelture i Gladsaxe. Haveskoven er omgivet af tætte fredskove og mosearealer, Bagsværd Sø indbyder til vandring, og Radiomarken er meget velegnet til udflugter med børn.
Brug også en dag på at tage en tur med Baadfarten og oplev den smukke, danske natur omkring Bagsværd og Lyngby Sø.
Kulturlivet blomstrer også i Gladsaxe. En kulturel forpost i kommunen er det Gladsaxe teater, hvor der igennem mere end 40 år er blevet spillet teater med højt til loftet. Thorasminde er kommunens kunstbygning til udstillinger i Bagsværd, og i Aktivcentret og Borgernes Hus er der aktivitetsmuligheder for alle.