Signalement af Rudersdal Kommune
Dér, hvor Københavns forstæder hører op og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder, ligger Rudersdal Kommune: En klynge af større og mindre byer og landsbyer, omgivet af store landskabelige herlighedsværdier, hjem for knap 55.000 borgere.
En stribe af fredninger bidrager til at fastholde Rudersdal som en grøn kommune. Men samtidig ligger Rudersdal tæt nok på hovedstaden til at modtage og benytte de mange impulser herfra.
Rudersdal består af 10-12 byområder spredt ud i et landskab, der er præget af skov, vand og åbent land. Samspillet mellem det åbne land og de bebyggede områder, hvor der ofte er en ganske skarp grænse mellem land og by, er karakteristisk for kommunen.
Hvert af Rudersdals by- og landsbysamfund har sit eget særpræg og sine egne traditioner, der i dag er knyttet sammen på tværs i et levende samspil af den nye kommune.
Et rigt kultur- og fritidsliv med mere end 300 foreninger tilbyder så mange varierede muligheder, at næsten alle behov kan tilgodeses.
Men Rudersdal er ikke blot natur og kulturliv. Kommunen er hjemsted for et stort antal virksomheder inden for it, lettere industri, handel og service med mere. I Forskningscentret tæt på grænsen til Hørsholm ligger en stribe af landets førende virksomheder inden for forskning og avanceret teknologi.
I Rudersdals bysamfund og lokalcentre finder du desuden et rigt udvalg af velassorterede butikker af næsten enhver slags.
Det vil Rudersdal Kommune være kendt for
Rudersdal Kommune vil være landets bedste bokommune. Det overordnede værdigrundlag for kommunen er:
• At de smukke omgivelser bevares i et godt og rent miljø
• At der tilbydes gode og alsidige service- og kulturtilbud
• At borgerne sikres indflydelse via information, høringer, dialog og borgermøder
• At borgerne sikres valgfrihed
• At stabil økonomi sikres ved at skabe helhed og balance på kort og lang sigt
Det vil Rudersdal Kommune gerne vise frem
Rudersdal Kommune er en af de grønneste i Nordsjælland. Mange smukke skove og åbne grønne områder giver rige muligheder for at bevæge sig ud i naturen. Rudersdal rummer også historisk- og arkitektonisk interessante bygningsværker – lige fra middelalderkirkerne i Birkerød og Søllerød og barokanlægget Gl. Holtegaard til fremragende arkitektur af nyere og nyeste dato.
I Rudersdal har du gode muligheder for at forkæle dig selv. Her er krævende golfbaner, hyggelige restauranter, udfordrende motionsruter, gode badestrande, mulighed for jagt og fiskeri, et væld af kulturelle oplevelser og meget mere.