Direktørskifte i Danmarks største mæglerkæde

    Efter ca. 4 år i stolen har CEO hos EDC, Martin Wiesener, valgt at søge nye græsgange uden for branchen. Kæden skulle derfor finde ny mand eller kvinde til at stå i spidsen, og valget er faldet på Brian Nielsen. Der er tale om en intern rekruttering, idet Brian Nielsen har været ansat i EDC siden 2008; først som di­rek­tions­as­si­stent og for­ret­nings­ud­vik­lings­chef og senest som se­ni­o­r­kon­su­lent for direktionen og forretningen i en COO-rolle.

    Formand for EDC, Poul Erik Bech, siger i denne anledning: - Da vi skulle finde en ny til posten, faldt blikket hurtigt på Brian Nielsen, som har været med omkring bordet til alle store beslutninger de seneste år, og som har en dyb indsigt i vores processer og forretning. Jeg kender Brian som flittig, energisk, vellidt og med særdeles god forståelse for den særlige kultur i en organisation, der er deltagerejet som vores, og jeg er overbevist om, at vi har truffet et godt valg, der sikrer stabilitet og fremdrift i en lang periode fremover.

    Brian Nielsen har været konstitueret CEO de seneste 6 måneder, og han begrunder sit valg således: - Folk, der kender mig, ved, jeg motiveres af at skabe resultater gennem engagement, involvering og i konstant træning i at gøre tingene bedre. Det må gerne ske i en lille konkurrence, hvor det er langt sjovere, når man har ønsket og viljen til at vinde og blive nr. 1.  Netop det kon­kur­ren­ce­mil­jø er jeg stærkt præget af og stortrives i. Og så gør det bestemt ikke noget, at vi som virksomhed er involveret i en af livets største beslutninger for vores kunder - nemlig køb og salg af boliger. Det er et stort ansvar, og det forpligter.

    I forlængelse af di­rek­tørskif­tet drejes fokus en smule i organisationen: - Vores historiske udgangspunkt har været teknologien, og vi har et langt stykke ad vejen udviklet egne IT-værktøjer, der hjælper os til at være effektive og skarpe i hverdagen. Vi har således godt styr på vores digitale løsninger og data og retter nu kikkerten mod at styrke vores nære forretning og kun­de­op­le­vel­sen. I sidste ende er det jo relationen og kontakten med kunden, der gør en forskel og afgør, hvem der vinder på pladsen.

    Brian Nielsen er 47 år, cand.merc. markedsøkonomi/marketing fra Han­dels­højsko­len i Århus (ASB), bosiddende på Frederiksberg med ægtefælle og to børn.