Er der snegle-invasion i din have? Få 5 gode råd til bekæmpelsen

    5 metoder til bekæmpelse af 'dræbersnegle'

    Æv. Der er virkelig mange af de slimede husløse brune ‘dræbersnegle’ i år. 

    Det har du sikkert opdaget for længst, hvis du er haveejer. Hvis du ikke er så heldig at have pindsvin eller ænder, sneglenes naturlige fjender, i haven, er der hurtigt dømt snegleinvasion. Og det er altså ærgerligt at se en stor del af sin køkkenhave, væksterne i drivhuset eller de nyindkøbte planter fra havecenteret blive spist op af grådige snegle. 

    De brune husløse snegle med det latinske navn Arion Lusitanicus blev første gang set i Danmark 1991 og har plaget danske haveejere i lidt over 30 år. 

    Det er en tem­pe­ra­ments­sag, om du som haveejer foretrækker at udrydde så mange snegle som muligt, eller om du satser mere på at prøve at forhindre sneglenes adgang til deres livretter i din have. Der er forskellige metoder til at nedbringe antallet, så du kan have haven for dig selv. Eller i hvert fald mere af den.

    5 gode råd til bekæmpelse af brune ‘dræbersnegle’

    • Fysiske sneglehegn: Højbede af galvaniserede metalplader, hvor den øverste del af siderne er udadvendte og bøjet skråt ned. Den forhindring kan snegle ikke klare. De købes som færdige sektioner, eller du kan lave dem selv. Du kan også købe/lave sneglekanter til at sætte øverst på pallerammer, hvis du bruger dem til dine højbede. 

    • Kobbertape: Den billige udgave af det elektriske hegn. Du kan spærre sneglenes adgang til bede, drivhuse og krukker med kobbertape. Når snegle kommer i kontakt med kobber, opstår der nemlig en elektrisk reaktion mellem kobberet og sneglenes slim, og det får dem til at undgå kobbertapen. Husk at rengøre/tørre overfladerne, før du sætter tapen på, så den klæber ordentligt. Rens/aftør af og til for at bevare effekten. 

    • Indsamling af snegle og æg: Efter regn og i skumringen kommer sneglene frem. Den håndholdte metode er simpelthen at gå en tur og samle snegle sammen og derefter hakke/klippe dem over eller overhælde dem med kogende vand. De brune snegle lægger klynger af små hvide æg fra midt på sommeren og hen i efteråret. Typiske æg­læg­nings­ste­der er mørke/fugtige steder (under sten, urtepotter, kasser og krukker) og i kompostbunken. Flyt æggene til et sted, hvor de tørrer ud.

    • Sneglefælder: Små beholdere, som eventuelt graves ned i jorden, men det er ikke nødvendigt. De kan købes færdige, eller du kan lave dem selv; f.eks. af halve mælkekartoner, skåle, isbøtter eller lignende. Kom øl i bunden, som tiltrækker snegle, der så plopper i og drukner. Alternativt: Grav et spadestik dybt hul i jorden, læg rådne æbler i og dæk over. Sneglene tiltrækkes af frugtlugten/mørket/fugten, og du kan så hælde kogende vand over med jævne mellemrum. Men tjek lige først, at der ikke også sidder en sulten frø eller tudse på æblerne.

    • Sneglemidler: Sneg­le­be­kæm­pel­se med jernfosfat (hedder typisk Ferramol) er effektivt og godkendt til økologisk brug. Midlet består af små korn, som kan spredes på jorden omkring de mest udsatte planter eller de steder i haven, hvor der typisk er flest snegle. Hvis du lægger kornene under et bræt eller en lille træplade, der er hævet lidt over jorden, regner de ikke væk.  ADVARSEL: Brug kun midler med 1 % jernfosfat, som er godkendt til sneg­le­be­kæm­pel­se i Danmark. Kraftigere midler, som f.eks. fås i Tyskland, kan skade husdyr og andre af havens dyr. 

    Du kan også bekæmpe sneglene biologisk med nematoder, som er mikroskopiske rundorme, der angriber snegle uden hus. Ormene (phas­mar­hab­di­tis hermaphrodita) findes i forvejen naturligt i dansk natur. Køb en ne­ma­to­de­op­løs­ning, og brug en vandkande med brusehoved til at fordele nematoderne på jorden. Virkningen er ikke videnskabeligt bevist, men anbefales af en del haveeksperter og haveselskaber.