Er du opmærksom på indefrysning af boligskat?
Gælden i din bolig vokser automatisk, hvis du ikke betaler løbende
Fra årsskiftet trådte nye regler om automatisk indefrysning af stigninger i ejendomsskatten i kraft.
Det betyder, at du er begyndt at oparbejde skattegæld i din bolig, medmindre du selv har frameldt dig ordningen med automatisk indefrysning, også kaldet indefrysningslån i skattemæssig sammenhæng.
Ifølge den seneste opgørelse fra midten af 2023 var det kun 4 pct. af de danske boligejere, der aktivt havde frameldt sig indefrysningslån.
Ikke længere rentefrit
Det er især boligejere i hovedstaden og andre af landets dyreste boligområder, der skal være opmærksomme på, at både stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat nu indefryses automatisk. Og at der nu også løber ikke-fradragsberettigede renter på den indefrosne grundskyld, som hidtil har været rentefri. Renten er i år 2,68 pct.
“Der er nok mange, der i det komplicerede og kaotiske forløb om nye vurderinger og nye boligskatter ikke har været opmærksom på, at man som boligejer er omfattet af en automatisk indefrysning af stigende boligskatter, med mindre man aktivt vælger den fra”, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.
Eventuel gæld i form af indefrosne stigninger i grundskyld fra perioden 2018 - 2023 forbliver rentefri.
Frameld dig på forskudsopgørelsen
Hvis du ikke ønsker at fortsætte med den automatiske indefrysning, skal du logge ind på din forskudsopgørelse for 2024 via skat.dk og framelde dig dér under punktet ‘Eksisterende ejendomme og grunde’.
Du kan framelde dig ordningen hele året, og hvis du stopper indefrysningslånet senest 31. december, kommer der ikke renter på. Renten tilskrives først, når lånet stiftes 1. januar 2025.
Læs mere om indefrysningslån og framelding på Vurderingsportalen