Forslag skal gøre det lettere at finde en bolig

Forslag skal gøre det lettere at finde en bolig

EDC: Gode tanker i boligudspil fra finanssektoren

For mange danskere handler den rigtige bolig om at få transporten til arbejde og hverdagen til at hænge sammen. I land­di­strik­ter­ne handler boligjagten ofte om arbejdspladser, transport, offentlige tilbud og en tidssvarende bolig. I mange af de store byer er der mangel på især mindre og betalbare boliger.

I et nyt boligudspil med overskriften ”Den gode bolig – hele livet” kommer den finansielle sektors er­hvervsor­ga­ni­sa­tion, Finans Danmark, med en række forslag, der skal gøre det lettere at finde en god bolig for flere danskere. På landet og i byerne – og i forskellige livsfaser.

Der er blandt andet forslag om at fjerne lokale størrelseskrav ved nybyggeri (især i København), om målrettede ener­gi­renove­rings­løs­nin­ger, om mere fleksible låneregler for unge førs­te­gangs­kø­be­re og om større mulighed for at inddrage lokalkendskab i kre­dit­vur­de­rin­gen.

Boligbehov ændrer sig undervejs i livet

Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark, fremhæver i forbindelse med udspillet, at der i højere grad bør tages højde for, at boligbehov ændrer sig undervejs i livet.

”Som ung har man måske brug for noget småt og betalbart. Næsten to ud af fem 18-24-årige har svært ved at finde en bolig, der passer til både behov og budget. Når familien vokser, bliver plads og transport vigtigere, og senere i livet kan ønsket være noget mindre og mere tilgængeligt. Vi skal have et boligmarked, der i langt højere grad kan følge med de skift,” siger han.

Flere boliger af den type danskerne efterspørger

”Vi skal bygge flere af de boliger, danskerne rent faktisk efterspørger,” siger Lars Gert Lose, og det er EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef Jan Nordmann enig i:

– Forslagene om at sikre flere egnede boliger, tilpasset den enkeltes livssituation, er helt centrale i udspillet, som der i øvrigt er mange gode tanker i. Når nu mange unge og enlige efterspørger mindre boliger, giver det jo ikke mening at bevare de regler, der spænder ben for at bygge dem, siger Jan Nordmann, som minder om, at adskillige undersøgelser viser, at cirka 7 ud af 10 helst vil bo i en ejerbolig, men at der alligevel bygges langt flere lejeboliger end ejerboliger.

Finans Danmark foreslår blandt andet at gøre det lettere at opdele store boliger, omdanne tomme er­hverv­se­jen­dom­me og etablere tagboliger. Samtidig bør lokale størrelseskrav ved nybyggeri fjernes, så der bliver bedre muligheder for at bygge mindre boliger. Det bakker EDC også op.

– Det eksisterende størrelseskrav til nybyggede lejligheder i København har ført til en uhen­sigts­mæs­sig sammensætning af boligmassen. Jeg har sympati for tanken om, at også bør­ne­fa­mi­li­er­ne skal kunne finde en passende bolig i København, men det er måske også et lidt teoretisk synspunkt, siger Jan Nordmann og uddyber:

– Faktum er, at de fleste børnefamilier hellere vil bo i hus og have i forstæderne. Derfor er der brug for flere mindre (ejer)lejligheder i storbyerne, som i højere grad passer til de unge uden børn. Og til de stadig flere ældre, der vil leve et aktivt seniorliv i byen med alle dens kulturtilbud.