Overvejer du forældrekøb?

Overvejer du forældrekøb?

Det skal du være særligt opmærksom på

Beliggenheden, indretningen og fornemmelsen af at føle sig hjemme er selvfølgelig afgørende for den eller dem, der skal flytte ind i en forældrekøbt bolig. Desuden er pris, finansiering og de skattemæssige forhold selvfølgelig også vigtige op­mærk­som­heds­punk­ter.

Her får du et par gode råd om nogle detaljer, boligkøbere ofte glemmer at få undersøgt, inden de mener, at de har fundet den rigtige bolig og er klar til at sætte deres underskrift på købsaftalen ved et forældrekøb.

Er det egentlig tilladt at udleje lejligheden?

Skattemæssigt er det et forældrekøb, når du køber en ejerbolig og lejer den ud til dit barn eller til et andet nærtstående familiemedlem. Se Skat­testy­rel­sens definition af forældrekøb og nærtstående.

Langt de fleste forældrekøb er ejer­lej­lig­he­der, hvor det som udgangspunkt er tilladt at udleje lejligheden. For god ordens skyld bør du dog sikre dig, at ejer­for­e­nin­gens vedtægter ikke indeholder regler, der begrænser eller måske ligefrem forbyder udlejning. Disse skal i så fald være enstemmigt vedtaget af foreningens ge­ne­ral­for­sam­ling for at være gyldige.

Skal der betales gaveafgift af huslejen?

Som forælder vil du måske gerne lade dit barn slippe med en husleje, der er så lav som muligt.

Hvis I aftaler en husleje, der er lavere end det, Skat­testy­rel­sen vurderer som markedslejen, kan det få skattemæssig betydning for både forældre og barn. Ejeren af boligen bliver beskattet af en indtægt, der svarer til markedslejen. Også selv om den husleje, der rent faktisk er modtaget, er lavere.

Barnet, der bor i lejligheden, risikerer at skulle betale gaveafgift af forskellen mellem en aftalt lav husleje og den leje, der skulle have været betalt på almindelige markedsvilkår. Det gælder dog kun, hvis forskellen overstiger beløbsgrænsen for afgiftsfri gaver til din nærmeste familie. Gaveafgiften er 15 pct. af det beløb, der overstiger grænsen.

En god løsning for begge parter kan være at fastsætte huslejen, så den svarer til mar­keds­vil­kå­re­ne, og i stedet give dit barn afgiftsfri pengegaver inden for det årlige bundfradrag. Det kan du gøre en eller flere gange om året; det er den samlede sum pr. kalenderår, der tæller. Modtageren kan så efterfølgende vælge – en gave skal være reel og ubetinget – at bruge nogle af pengene til at betale husleje med.

Forskellige be­skat­nings­me­to­der ved forældrekøb

Skattemæssigt er du selvstændig er­hvervs­dri­ven­de med regnskabspligt, hvis du udlejer en bolig, du ejer til dit barn eller et nærtstående familiemedlem uden selv at bo i den. Se mere om de forskellige be­skat­nings­me­to­der, du kan vælge ved forældrekøb, og find ud af hvad der er mest fordelagtigt for dig her: Hjælp dit barn ind på boligmarkedet