Renter af boligejeres restskat på vej tilbage

Renter af boligejeres restskat på vej tilbage

Nyt lovforslag skal sende renter og tillæg retur

Hvis du har betalt restskat, fordi din endelige ejen­doms­vur­de­ring blev højere end den foreløbige, har du sandsynligvis også betalt renter og procenttillæg. Det er et tillæg, Skat­testy­rel­sen lægger oven i en restskat, der ikke er betalt inden en bestemt frist.

Renterne og tillæggene skal du have tilbage, hvis et nyt lovforslag fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt bliver vedtaget. Forslaget er sendt i høring frem til 6. november.

Kompensationen skal som udgangspunkt udbetales automatisk, så du ikke selv skal søge om den. Ministeriet skønner ifølge Ritzau, at omkring 500.000 boligejere har betalt renter og procenttillæg. For er­hverv­se­jen­dom­me, herunder andelsboliger, sker ef­ter­re­gu­le­rin­gen allerede uden renter, mens boligejere indtil nu har været omfattet af de almindelige regler for renter og procenttillæg.

Manglende mulighed for at betale til tiden

Siden 2021 har mange boligejere betalt boligskat ud fra en foreløbig vurdering, fordi de endelige vurderinger var forsinkede. Er den endelige vurdering højere, bliver årsopgørelsen regnet om, og den restskat, der opstår, pålægges renter og eventuelt procenttillæg.

De berørte boligejere har altså hverken kunnet undgå restskatten eller betale den inden for tidsfristen.

– Danske boligejere har ventet i årevis på deres endelige vurderinger og har ikke haft mulighed for at betale den rigtige skat til tiden. Det er kun rimeligt, at de får renter og tillæg tilbage, og at beløbene kommer automatisk retur. Det bør ikke være op til den enkelte boligejer at finde ud af, om der er penge at hente, og hvordan man søger om dem, siger EDC’s cheføkonom Jan Nordmann.

Betal restskatten som normalt

Ordningen er endnu ikke vedtaget, og indtil den er på plads, skal du betale både restskat, renter og tillæg. Når kom­pen­sa­tions­ord­nin­gen forhåbentlig bliver vedtaget, får du renter og tillæg, du har betalt, tilbage.

Det siger forslaget om kompensation for renter og procenttillæg som følge af forsinkede ejen­doms­vur­de­rin­ger:

  • Ordningen gælder restskat, der er opstået, fordi den endelige vurdering er højere end den foreløbige.

  • Virkning med til­ba­ge­vir­ken­de kraft fra indkomståret 2021, så du bliver også kompenseret, hvis du allerede har betalt renterne.

  • Du får renter og eventuelle procenttillæg tilbage, ikke selve restskatten, som du fortsat skal betale.

  • Kompensationen gives som udgangspunkt automatisk via forskuds­op­gø­rel­sen og årsopgørelsen.

  • Loven skal træde i kraft den 1. marts 2027, og ministeriet forventer, at ordningen er implementeret i løbet af 2027.

Ifølge lovforslaget betyder ordningen samlet set et fald i statens skat­te­ind­tæg­ter på 60 mio. kr. i 2027, hvilket tyder på, at der for de fleste er tale om mindre beløb.

– Men selvom beløbene for den enkelte boligejer generelt er små, er det principielt vigtigt, at penge, der ikke er opkrævet på et fair grundlag, automatisk kommer retur fra skat­te­myn­dig­he­der­ne, siger Jan Nordmann.