Tjek murværket før vinter
Skal boligens mursten og fuger repareres?
Efteråret er et godt tidspunkt til at gennemgå boligens murværk for at få et overblik over murenes tilstand og vurdere, om det er nødvendigt at reparere noget. Så er det nemlig en god idé at få det gjort, før kulde og frost sætter ind.
Murerarbejde kan udføres om vinteren, men det er absolut bedst, når murværket er varmt og tørt. Murstensvægge kræver generelt ikke meget vedligeholdelse, men små skader kan udvikle sig til større, hvis de ikke bliver udbedret i tide.
Hvis du finder steder, der ser ud til at kræve reparation og vedligeholdelse, bør du overlade det til professionelle fagfolk at udføre arbejdet.
Det skal du se efter, når du tjekker muren
Her får du tjeklisten til at identificere de mest almindelige skader og forandringer, så du kan vurdere, hvad der kræver reparation, og hvad der kun er kosmetiske ændringer.
Fuger, der smuldrer og falder ud. Fugerne mellem murstenene er vigtige for at opretholde murværkets styrke og holde fugt og skadedyr som fx murbier ude. Tjek dem ved at køre en finger hen over fugen og se, om den smuldrer. Hvis fugerne er porøse, er det et tegn på, at de er ved at være klar til udskiftning. Kan du se, at der ligefrem mangler fuger, er det vigtigt at få sat en reparation i gang.
Revner i fugerne. Små revner i fugerne på murværket betyder, at der kan trænge fugt ind bag murstensvæggen, hvor det kan skabe fugt i isoleringen. Det kan give skimmelsvamp og føre til frostsprængninger i murstenene. Hvis du opdager revner, så få en fagmand til at vurdere, om det er overfladiske smårevner, der skal repareres, eller om årsagen er sætningsskader, der skal stabiliseres og udbedres.
Frostsprængninger og mursten uden brandhud. Frostsprængninger i en muret ydervæg er en almindelig skade. Hvis murstenene er for våde, fx på grund af vand fra en utæt eller tilstoppet tagrende eller et revnet nedløbsrør, kan de ikke nå at afgive fugten. Fugten fryser til, udvider sig og kan sprænge sten og fuger, når det bliver frostvejr. Resultatet er, at murstenene får huller i brandhuden, som er den yderste, glatte hinde, der gør stenen ekstra hårdfør. Typisk skal frostsprængte mursten skiftes ud, fordi de gradvist bliver nedbrudt og smuldrer.
Hvidt salpeterudtræk. Hvide pulveragtige skjolder, også kaldet kalkudblomstringer, er salpeterudtræk, som skyldes en kemisk reaktion mellem vandet og kalken i mørtlen. Det kan være irriterende at se på, men det skader ikke murværket. Prøv eventuelt at feje det af med kost eller børste, når muren er tør. Brug ikke saltsyre eller andre syreopløsninger. Det kan skade både sten og fuger. Tilbagevendende salpeterudtræk kan være tegn på, at der er et fugtproblem.
Farveændringer gennem årene. Når mursten ændrer farve, er det udelukkende kosmetisk. Vind, vand, sol og luftforurening påvirker med tiden stenenes udseende, men det er uden betydning for murværkets holdbarhed.