På en stille og lukket villavej i det attraktive Hjerting udbydes dette indbydende rækkehus, hvor moderne opdateringer, en gennemtænkt planløsning og en skøn beliggenhed går op i en højere enhed. Her får du en bolig, der fremstår lys, tidssvarende og særdeles vedligeholdelsesvenlig – perfekt til både det modne par, den enlige med barn eller børn samt det unge par, der ønsker en bolig med plads til både hverdagsliv og gæster.
Allerede ved ankomsten opleves den praktiske indretning, hvor den kombinerede entré og bryggers har direkte adgang fra garagesiden. Herfra adgang til et flot og lyst gæstetoilet samt videre ind i det moderne køkken, der med sit lyse interiør danner rammen om husets naturlige samlingspunkt. Køkkenet ligger i åben forbindelse med det rummelige alrum, hvor familie og gæster kan samles omkring madlavning og hyggelige stunder. Fra alrummet er der direkte udgang til den ugenerte gårdhave og den solrige terrasse, som inviterer til afslapning og udeliv i private omgivelser. I forlængelse af alrummet ligger den hyggelige opholdsstue, der er indrettet med fokus på komfort og samvær. Her er der god plads til sofamiljø, og rummet er oplagt indrettet omkring det væghængte tv, så hverdagen kan nydes i afslappede rammer.
En bred og behagelig trappe fører til førstesalen, hvor boligen byder på tre gode og regulære værelser, der kan indrettes som soveværelser, børneværelser eller hjemmekontor alt efter behov. Herudover findes et pænt badeværelse med bruseniche.
Boligen er løbende moderniseret med blandt andet nyere vinduer, et lyst køkken i et tidssvarende interiør, som giver en indflytningsklar bolig med en lys og indbydende atmosfære. Udvendigt er huset indrettet med fokus på minimal vedligeholdelse, så der bliver mere tid til at nyde både bolig og fritid. Til ejendommen hører en rummelig garage med automatisk portåbner samt et praktisk opbevarings- og hobbyrum, som giver ekstra plads til værktøj, cykler eller fritidsinteresser. Beliggenheden er særdeles attraktiv i et hyggeligt rækkehuskvarter med rolige omgivelser og et godt naboskab. Fra boligen er der direkte adgang til stisystemer, som sikkert forbinder området med skole, grønne områder, indkøbsmuligheder og hverdagens øvrige faciliteter.