Det glæder mig meget at præsentere mit barndomshjem – et hus, som mine forældre har boet igennem 43 år, og hvor min søster og jeg er vokset op. Her har vi haft en fantastisk barndom med masser af leg, fællesskab og gode minder, både inde og ude.
Den skønne have har dannet rammen om utallige timer med hulebyggeri, boldspil og leg. Her er hyggelige kroge, store træer at klatre i og masser af plads til at udfolde sig. En have, der indbyder til familieliv og gode stunder året rundt.
Huset er indrettet særdeles familievenligt. Man bydes velkommen i entréen, som fører videre til et dejligt lyst køkken og spisestue samt en skøn opholdsstue, hvor lyset strømmer ind. Fra både spisestuen og stuen er der direkte udgang til hver sin terrasse, så man altid kan finde en plads i solen – uanset tidspunktet på dagen.
I stueplan findes også et mindre værelse. Fra entréen fører få trin op til tre gode værelser, hvoraf det ene har hems – et perfekt sted til leg, hygge eller ekstra opbevaring. Herudover findes et lyst badeværelse.
I kælderen er der god plads med et stort bryggers, toilet, et viktualie rum samt to disponible rum, der kan bruges til hobby, værksted eller opbevaring.
Til ejendommen hører desuden en stor garage og carport. Huset er opvarmet med fjernvarme og har solceller, hvilket bidrager til attraktive og fornuftige energiudgifter.
Beliggenheden er helt central i Brørup, tæt på alt det, man har brug for i hverdagen. Her er skoler, daginstitutioner, indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter og offentlig transport inden for kort afstand. Brørup er en hyggelig og aktiv by med et stærkt lokalsamfund, gode foreninger og en fantastisk placering med nem adgang til både Esbjerg, Kolding og resten af Trekantområdet.
Her får I en rummelig familiebolig med en skøn have og en beliggenhed tæt på det hele – klar til at danne rammen om nye minder for den næste familie.