Velkommen til en bolig i absolut særklasse – skabt til den kvalitetsbevidste køber, der ikke går på kompromis med hverken æstetik, komfort eller beliggenhed.
Lejligheden tilbyder en sjælden kombination af luksus og funktionalitet, herunder eksklusiv brugsret til egen, nummereret parkeringsplads i aflåst kælder med direkte elevatoradgang til boligen. Alt er udført i kompromisløs kvalitet med inventar og køkken fra Boform, og som et særligt højdepunkt er boligen omgivet af et enestående, privat terrassemiljø med en fortryllende udsigt over havneindløbet.
Beliggenhed
På eftertragtede Langelinie Allé – en af Københavns mest prestigefyldte adresser – bor du direkte ud til vandet og havnen i fredelige, grønne omgivelser midt i byen. Lejligheden er højt placeret og diskret tilbagetrukket fra vejen, hvilket sikrer en sjældent rolig og privat atmosfære. Den lukkede, blinde vej anvendes udelukkende til lokal trafik og parkering, hvilket understreger den fredfyldte beliggenhed. Her forenes natur, havneliv og storbyens puls på fornem vis. Du har Kastellet og Langelinie som nærmeste naboer til løbe- og gåture, mens Amerika Plads byder på dagligvareindkøb, og Østerport giver adgang til både S-tog og kommende metro. På blot 15 minutter kan du spadsere langs vandet til Nyhavn og Kongens Nytorv – eller tage havnebussen direkte ud i byen fra vandkanten.
Boligen
Fra det eksklusive indgangsparti ankommer du med elevator direkte til boligen. Her åbner en elegant entré sig med generøs skabsplads og en naturlig overgang til lejlighedens imponerende opholdsrum.
Den store stue fremstår lys og luftig med markante panoramavinduer, der inviterer udsigten helt ind i boligen. Herfra er der direkte adgang til en vestvendt altan, hvor solen kan nydes til langt ud på aftenen – med en uforstyrret og spektakulær udsigt over havnemiljøet. Stuen rummer desuden en smuk spiseafdeling i åben forbindelse med det eksklusive Boform-køkken, der fremstår som et snedkereret designrum med raffinerede detaljer og gennemtænkte løsninger.Boligen indeholder et stort, indretningsvenligt soveværelse med indbyggede skabe samt et luksuriøst badeværelse i tidløse materialer med separat bruseniche og behagelig gulvvarme. Dertil kommer et ekstra værelse, som fleksibelt kan bevares eller fjernes efter behov. Som en ekstra luksus findes et separat bryggersrum, der tilfører boligen en sjældent set praktisk elegance – ideelt til vask, opbevaring og daglig funktionalitet.
Dette er en bolig for den kræsne køber, der søger noget ekstraordinært: vand, lys, ro, privat parkering og en placering i absolut topklasse. Lejligheder af denne type og kvalitet udbydes yderst sjældent.
Ejendommen
Den arkitektonisk smukke ejendom fra 2001 fremstår indbydende og velholdt med et markant og eksklusivt indgangsparti. Elevator forbinder direkte fra parkeringskælderen til boligeniveau, hvilket understreger den høje komfortstandard.Ejerforeningen råder desuden over ekstra parkeringspladser foran ejendommen.
Når du køber en bolig gennem EDC, har du mulighed for at få en gratis flytteforsikring. Ønsker du denne, skal du sende en mail med "Ja tak" til flytteforsikring@gjensidige.dk