På en attraktiv adresse midt på Frederiksbjerg finder I denne indbydende og velindrettede lejlighed, hvor klassisk bylejlighedscharme møder moderne komfort. Her får I en bolig med masser af sjæl, originale detaljer og en særlig kvalitet, som sjældent findes i lejligheder, nemlig direkte udgang til et fredeligt og grønt gårdmiljø.
Lejligheden rummer fire gode rum i alt, herunder to regulære værelser, en hyggelig stue samt et lyst og indbydende køkken-alrum. Køkken-alrummet fremstår som boligens naturlige samlingspunkt med god plads til både madlavning, spiseplads og hyggeligt samvær.
Fra køkken-alrummet åbnes dørene direkte ud til gården, hvor inde- og udeliv smelter sammen. Her kan morgenkaffen nydes på trappen i solen, børnene kan lege trygt i de rolige omgivelser, og sommeraftenerne kan forlænges i det grønne gårdmiljø. Denne direkte adgang til uderummet giver boligen en næsten rækkehuslignende kvalitet.
Boligen fremstår med smukke plankegulve, højt til loftet og en behagelig atmosfære. Badeværelset er indrettet med separat bruseniche i glasbyggesten, mens de to værelser giver gode indretningsmuligheder til både familie, hjemmekontor eller gæsteværelse.
Her bosætter I jer i et af Aarhus' mest eftertragtede kvarterer med kort afstand til caféer, specialbutikker, grønne områder, skole, daginstitutioner og byens mange tilbud. Samtidig er både Marselisborgskovene, strand og centrum inden for bekvem rækkevidde.
En charmerende Frederiksbjerglejlighed med sjæl, moderne opdateringer, en sjældent set forbindelse til det hyggelige gårdmiljø og en planløsning, der passer lige godt til familien, parret eller op til tre personer, der ønsker at dele bolig.
Når du køber en bolig gennem EDC, har du mulighed for at få en gratis flytteforsikring. Ønsker du denne, skal du sende en mail med "Ja tak" til flytteforsikring@gjensidige.dk