Virkelig hyggeligt fritidshus indrettet i 50´er stil
Drømmer du om fred, charme og ægte sommerhusstemning? Så er dette hyggelige fritidshus på en skøn, helt lukket naturgrund måske lige det, du leder efter. Huset emmer af sjæl og nostalgi og indrettet med sin autentiske 50´er stil.
Ejendommen byder på en indbydende entre med adgang til et pænt og velholdt flisebadeværelse med bruseniche. Hjertet i huset er det åbne køkken, som ligger i forlængelse af den hyggelige opholdsstue med brændeovn – her kan du nyde varme og ro på kølige aftener. Fra stuen er der udgang til en dejlig overdækket terrasse, som forlænger udesæsonen og giver dig mulighed for at nyde naturen i al slags vejr.
Der er to soveværelser, hvoraf det ene har direkte adgang til terrassen – perfekt til morgenkaffen i solen. Dertil kommer et meget anvendeligt anneks, der giver ekstra sovepladser eller mulighed for kontor, hobbyrum eller gæsteafdeling.
Grunden er noget helt særligt – en stor, ugeneret og fuldstændig lukket naturgrund med høje træer, og plads til leg, afslapning og fordybelse. Her er du helt privat og omgivet af fred og ro.
Et perfekt fristed for dig, der elsker det autentiske og ønsker et sommerhus med karakter og sjæl.
Kaldred Ferieby er et ældre, men hyggeligt sommerhusområde. Der er mange stisystemer rundt i området, der forbinder de mange fællesarealer. I området finder du også en Put & Take sø. Om sommeren kan du nyde is og andet godt fra GrillPerlen, der ligger lige midt i området. Der er ca. 5- 6 km til Vesterlyng, der er et fredet område med en skøn natur med lyng og klitter. Her finder du fritgående kreaturer og et rigt fugleliv. Det er også her, du finder en af Danmarks allerbedste strande, en skøn sandbadestrand. Skal der ske lidt mere, så besøg Havnsø, der emmer af liv om sommeren. Her finder du flere spisesteder, kaffebarer, ishus, nyanlagt legeplads. Der er også mulighed for at bade fra havnen. Tag evt. en tur med færgen til skønne Sejerø eller Nekselø. Indkøbsmuligheder er der i den lokale brugs i Eskebjerg.