Sommerhus i 1. række
Dette skønne sommerhus i 1. række er beliggende i Vesterløkken på Samsøs vestlige side, kun 100 meter fra vandet, hvilket giver en fantastisk udsigt fra ejendommen. Husets hjerte er den rummelige stue, som du træder ind i fra køkkenet. De store vinduespartier sikrer en betagende udsigt mod vest over havet. Fra stuen er der direkte adgang til en stor fliseterrasse mod syd, som fortsætter mod vest – det perfekte sted at nyde solnedgangen.
Køkkenet er praktisk indrettet med tilstrækkelig skabsplads og en funktionel laminatbordplade. Herfra har du adgang til soveværelset, som rummer to enkeltsenge og et rummeligt, indbygget skab. Badeværelset, der har lyse fliser, byder på et stort meleret vindue, der skaber et behageligt lysindfald. Hele huset har et flot, lyst laminatgulv, som giver en sammenhængende stil i opholdsrummene. Opvarmningen sker via en luft-til-luft varmepumpe.
Et særligt kendetegn ved ejendommen er det lukkede udendørsbad, som er placeret til højre for hovedindgangen. Her kan du nyde et privat bad i det fri. Derudover er der mulighed for at udvide huset, enten med et ekstra soveværelse eller en større køkken- og badeafdeling, da alrummet har god plads at tage af.
Til ejendommen hører også et praktisk skur med plads til opbevaring af diverse fritids- og legeting. Den store have med havudsigt har et bredt græsareal, der strækker sig ned mod vandet og giver rig mulighed for aktiviteter og leg.
Vesterløkken ligger i cykelafstand fra flere af Samsøs attraktioner, såsom Vesborg Fyr, Brattingsborg Skov og Dyret. Desuden er hovedbyen Tranebjerg inden for rækkevidde, hvor der findes gode indkøbs- og caféfaciliteter. Øen byder på et væld af oplevelser året rundt, herunder en anerkendt 18-hullers golfbane med udsigt over Samsø Bælt, verdens største labyrint, varieret natur og et rigt kulturliv. Fra Sælvig Havn sejler både bilfærge til Jylland og en direkte passagerfærge til Aarhus C.
******Hvad kan jeg tjene ved udlejning af huset? *****
Hvis I ønsker at udleje huset eller få et indblik i hvad huset kan indbringe ved udlejning,
så har EDC Samsø A/S et udlejningsbudget, som er udarbejdet af det lokale
feriehusudlejningsbureau Feriepartner Samsø.
Kontakt gerne Feriepartner Samsø direkte for en uforpligtende snak på tlf.: 87 80 26 00