Charmerende sommerhus med unik beliggenhed
I Norsminde på rolige Askvænget ligger dette træhus. Norsminde er omgivet af vand - på denne ene side har du Norsminde Fjord og på den anden side har du havnemiljøet, der ender ud Kattegat. Her er ikke langt til nogle af Østjyllands bedste badestrande og skønne gåture i naturen, er lige udenfor din dør. Ved havnen i Norsminde er der mulighed for at fange krabber eller nyde en god frokost ved Fiskehuset eller Norsminde Kro.
Huset er et vedligeholdt træhus, der er malet i en flot, mørk blå. Du fornemmer straks roen, når du ankommer til adressen. Du bydes velkommen i husets entré, der også fungerer som fordelingsgang mellem to af de tre værelser, badeværelset og husets køkken og stue. Værelserne har en god størrelse og er med gode lysindfald. Badeværelset er med brus og i lyse indbydende farver.
Husets køkken og stue er i ét rum - afgrænset af en halv væg - hvilket giver en dejlig rumfornemmelse. Køkkenet er et rigtig sommerhuskøkken i knaldgul, som giver den perfekte sommerhusstemning. Her er alt, hvad du kan ønske dig - også opvaskemaskine og vaskemaskine. Stuen har fantastisk lysindfald med vinduer fra gulv til loft, der både er syd- og vestvendte. Den store sydvendte skydedør fører dig ud på den overdækkede træterrasse, der er et helt ekstra rum i sommerhalvåret. I stuen er også en hyggespreder i form af brændeovnen, som kan varme hele huset op på de kølige vinterdage. Slutteligt er husets sidste værelse med adgang fra stuen, hvor der er plads til endnu en dobbeltseng.
Fra den dejlige vestvendte terrasse, hvor solen titter frem fra middagstid, har du kig ud over hele den ugenerte have. Der er mange spots, hvor du kan nyde solen og her er bestemt mulighed for hygge, solbadning og generelt bare afslapning. Haven byder både på en stor græsplæne, bålsted, hyggelige træer og buske - også frugttræer og -buske i form af æble-, pære- og blommetræer, rabarber, rebs- og stikkelsbærbuske.
Med en placering på Askvænget er du tæt på Aarhus og Odder. Du kan komme til Odder på 15 minutter og Aarhus på 20 minutter. Begge byer kan du komme til med offentlig transport. Indkøb kan klares i Malling, der kun er 7 minutters kørsel væk.
******Hvad kan jeg tjene ved udlejning af sommerhuset?*****
Hvis I ønsker at udleje sommerhuset eller få et indblik i hvad sommerhuset kan indbringe ved udlejning så har EDC Ejendoms Centret et udlejningsbudget, som er udarbejdet af det lokale feriehusudlejningsbureau Feriepartner Odder-Juelsminde.
Kontakt gerne Feriepartner Odder-Juelsminde direkte for en uforpligtende snak på tlf.: 87 80 26 00.