På Vej 14 Nr. 16 finder I et sommerhus, der rammer ferieidyllen lige dér, hvor den skal. Her er 74 m² pakket ind i klassisk sommerhuscharme, en helt særlig ugeneret have og flere dejlige uderum, der gør det oplagt at flytte ferielivet udenfor, så snart vejret tillader det. Alt sammen på en 1.316 m² stor grund, hvor naturen får lov til at fylde, og hvor roen hurtigt indfinder sig.
Indenfor mødes I af en varm og stemningsfuld indretning med træbeklædte vægge, lyse plankegulve og hvide lofter, som tilsammen giver huset den helt rigtige sommerhuskarakter. Hjemmets naturlige samlingspunkt er den rummelige stue og spisestue, hvor der både er plads til de lange middage, spil omkring bordet og afslappede timer foran brændeovnen. Store vinduespartier trækker den grønne have ind i rummet, mens ovenlysvinduet giver et ekstra skud dagslys. Herfra åbner dobbeltdørene direkte mod en overdækket, sydvendt terrasse, så grænsen mellem inde og ude næsten forsvinder på de lune dage.
Køkkenet ligger i naturlig forbindelse med opholdsrummet og er indrettet med lyse elementer og god arbejdsplads. Også her sørger et ovenlysvindue for et behageligt lysindfald. Planløsningen tæller desuden to regulære soveværelser samt et ekstra værelse, der nemt kan indrettes med yderligere sovepladser, når familie eller venner kommer på besøg. Det største soveværelse får ligeledes lys fra oven, mens badeværelset byder på bruseplads, vaskefaciliteter og gulvvarme. Huset opvarmes med varmepumpe og el-paneler.
Udelivet fortjener næsten sit eget kapitel. Den store sydvendte træterrasse ligger som et naturligt samlingssted foran huset med flere hyggelige kroge og mulighed for både sol, skygge og lange middage under åben himmel. En del er overdækket, og dertil kommer den separate overdækkede terrasse ved stuen. Haven er samtidig noget ganske særligt: grøn, frodig og helt ugeneret med store græsarealer, høje træer og en skøn følelse af at være omgivet af natur. Til ejendommen hører desuden både et skur og et udhus.
Beliggenheden fuldender sommerhuslivet. Blot ca. 600 meter væk finder I Korevlerne, hvor naturen leder jer videre mod vandet og stranden ved smukke Sejerø Bugt. En kort cykeltur bringer jer til naturskønne Jyderup Skov, mens indkøb kan klares til fods og områdets mange aktiviteter ligger inden for nem rækkevidde. Her spiller det praktiske - og samtidig er der rig mulighed for at fylde feriedagene med lige så meget eller lige så lidt, som I har lyst til.