Smuk villa i det eftertragtede børnevenlige kvarter Kregme Syd, beliggende i det skønne Nordsjælland, omgivet af noget af Danmarks flotteste natur. Dette skønne område er i rivende udvikling og tilbyder en perfekt kombination af rolig landlig charme og nem adgang til storbyens faciliteter. Villaen som er opført i 2025 byder på et imponerende boligareal på 198 m² i 1 plan, samt en stor dobbeltgarage på 60 m².
Hjertet i hjemmet er det store, lækre køkken-alrum med smukke gulve, loft til kip og ovenlysvinduer, der skaber et fantastisk lysindfald og en indbydende atmosfære. Alle vinduer mod syd har en unik fri udsigt ud til grønt fællesareal. Det smukke kvalitetskøkken fra HTH er udstyret med en Corian bordplade, kvalitets hårde hvidevarer, masser af skabe og bordplads samt adgang til et skjult viktualierum med praktisk opbevaring af alt det du nemt vil hive frem i hverdagen. Fra køkken-alrummet er der udgang til en stor skøn sydvendt træterrasse, perfekt til afslapning og hyggelige stunder, her har du solens stråler hele dagen.
En elegant dobbelt New Yorker-dør fører til opholdsstuen, der ligeledes har smukke gennemgående gulve, loft til kip, ovenlysvindue og et stort vinduesparti, der strækker sig helt til kip. Herfra er der også udgang til terrassen, hvor man kan nyde de naturskønne omgivelser.
Villaen er praktisk opdelt i en forældre- og børneafdeling. Det kæmpestore soveværelse har adgang til et luksuriøst badeværelse med smukke klinker og glasbruseniche med rainshower samt direkte udgang til en østvendt fliseterrasse, ideel til morgenkaffen. Entréen giver adgang til tre gode værelser, hvoraf to har udgang til terrassen, samt endnu et stilfuldt badeværelse. Entréen har en lækker New Yorker-dør til køkkenet.
Huset har en indbygget dobbeltgarage med direkte adgang til en gang til overtøj, der leder videre til køkkenet. Der er gulvvarme i hele huset, akustiklofter, og gennemgående smukke varme farver på klinker og gulve der binder hele huset sammen. Solpaneler er integreret i taget og sikrer en miljøvenlig og energieffektiv bolig.
Med under 5 minutter på cykel til Lille Kregme Station, 5 minutter til daglige indkøb og 10 minutter i bil til Frederiksværk by, er beliggenheden både praktisk og attraktiv. Desuden er der kun 10 minutter på cykel til skole og sportsfaciliteter, hvilket gør denne villa ideel for familier, der ønsker at bo i et roligt, børnevenligt og naturskønt miljø med nem adgang til byens mange muligheder.
Her får du en helt unik mulighed for at flytte ind i en villa i særklasse.