Denne smukke villa ligger i et attraktivt område ved Nørrekås i Rønne - med flot udsigt til vandet, kysten samt Nørrekås strand og lystbådehavn. Her får du en velbygget og fritliggende villa midt i byen, på en af de adresser, hvor boligerne ikke så ofte kommer til salg - i kort gåafstand til Nørrekås strand, havnen, indkøbsmuligheder, Store Torv og meget andet, som Rønne by kan byde på.
Ejendommen fremstår velholdt og pænt istandsat i en enkel og moderne stil, som tiltaler de fleste. Boligen byder på 139 m² indflytningsklar beboelse med god indretning, fine detaljer og et skønt lysindfald fra de mange vinduer samt en pragtfuld, lukket have, hvor der også findes et lille "gæsteanneks".
Huset er oprindeligt fra 1847, opført med gulmalede facader, dekorativ gesims, flotte hvide sprossevinduer og et valmet tag med røde tegl fra 2020 og zinkbeklædte kviste på begge sider. Energimæssigt udmærker boligen sig også med et nyere luft-til-vand-varmeanlæg, som kun få boliger i Rønne råder over, hvilket giver lavt årligt varmeforbrug og et imponerende energimærke A2010.
Grunden på 338 m² er en sand perle i denne del af byen. Den er anlagt med gangsti ind til en skøn, aflukket have med fliseareal, græsplæne, smuk beplantning samt en pragtfuld terrasse, hvor solen kan nydes det meste af dagen, mens man nyder omgivelserne og udsigten.
Ejendommen indeholder:
Entré med gulvvarme og god trappe til 1. sal. Spisekøkken med hvidevarer, spiseplads og en flot udsigt. To skønne stuer i forlængelse af hinanden - den ene med udgang til terrassen. Flot badeværelse med toilet, brus, håndvask og gulvvarme. Mellemgang/bryggers med vaskemaskine, tørretumbler, højskabe og udgang til den lukkede have.
1. salen indeholder:
Stor repos med loft til kip og en skøn udsigt - fungerer som ekstra stue og kontor for sælger. Soveværelse med skabsvæg og flot udsigt. Gæsteværelse med skab. Toilet med håndvask.
I kælderen findes der god opbevaringsplads samt installation for varmeanlægget.
Herudover findes:
Hyggeligt "gæsteanneks" med to sovepladser og håndvask. Udhus. Redskabsskur.
En pragtfuld villa i flot og indflytningsklar stand - med skøn, lukket have, "gæsteanneks" og en flot udsigt til vandet, kysten og Nørrekås Lystbådehavn!